skip to Main Content
Vinderne af DCF's fotokonkurrence er nu kåret

Vinderne af DCF’s fotokonkurrence er nu kåret

  • Skrevet af: Gitte Vejen
1. præmiefoto: Dorthe Kølbæk.
2. præmiefoto: Louise Hemmet.
TEST - Gitte 13. præmiefoto: Muhammad Raja.

De tre vindere af vores Fotokonkurrence 2017 er nu udpeget.

  1. pladsen gik til Dorthe Kjær Kølbæk for hendes gruppebillede af glade børn og frivillige i Herning
  2. pladsen gik til Louise Hemmet for hendes billede af 6. klasses piger der spiller indendørs cricketrundbold
  3. pladsen gik til Muhammad Raja for hans teknisk fine sportsbillede af en batter i aktion

Juryen mener at disse vindere tilsammen har formået at indramme budskabet om at “cricket er en sjov og social holdsport for alle”.

Alle tre vindere har naturligvis fået direkte besked og får snarest muligt tilsendt præmierne som består af gavekort til cricketshop.dk.

Juryens opgave

Juryen trådte sammen fredag aften d. 6. oktober og bestod af pressefotograf Claus Fisker (DIF), bestyrelsesformand Umair Butt, udviklingskonsulent Frederik Klokker, stedfortrædende unge-repræsentant Altamish Khan Durrani (indtrådt på vegne af Oliver Hald) og undertegnede kommunikationskonsulent Gitte Vejen.

Der var i alt 23 fotos indsendt af 13 personer at tage stilling til for juryen. Alle fotos var printet på 200 g A4-papir af DIF’s grafiske service-afdeling og var i øvrigt publiceret forud på DCF’s Instagram-konto med hashtagget #cricketfoto2017.

Juryens opgave var at tage stilling til hvorvidt hvert enkelt foto opfyldte konkurrencebetingelserne og der blev herunder lagt vægt på at de indsendte fotos skulle:

  • illustrere flg. budskab: ”Cricket er en sjov og social holdsport for alle”
  • være nye og originale – d.v.s. være taget af indsenderen selv i indeværende år
  • være i formatet jpg
  • have så høj opløsning som muligt (gerne 300 dpi) og være taget i god belysning.

Flere flotte motiver

Generelt havde juryen håbet at modtage flere billeder med en større variation i motiverne. Samtidig var der desværre langt mellem fotos i god teknisk kvalitet og vi måtte tage til efterretning at kun få havde taget formålet med konkurrencen til sig og rettet sig efter betingelserne for deltagelse.

Lyspunktet er selvfølgelig at DCF aldrig har haft udskrevet en sådan konkurrence før og at vi kan se der jo faktisk er nogle kreative ildsjæle i cricket-Danmark, som skyder flotte motiver, der kan være med til at opbygge sportens image.

Derfor skal der lyde en hjertelig tak for bidragene til alle der har deltaget i konkurrencen. Vi håber meget I er med på en ny runde en anden gang.

Relaterede artikler:
Back To Top