
Topkampen mellem KB og Skanderborg blev aflyst men spændingen i bunden er stor
Sejre til Ishøj og Nørrebro gør spændingen om hvem der rykker ud mere tilspidset
–

Al det regnvejr vi har fået de sidste par uger, har også sat sig på cricketkampene. Således måtte man aflyse topkampen mellem KB og Skanderborg, fordi KBs midlertidige hjemmebane Albertslund stod under vand.
I stedet fik de få tilskuere i Københavns området to meget lavt scorende kampe at se. De sparsomme beretninger fra Nørrebro fortæller nærmest om en katastrofal deroute fra ABs gærdeside, som kun formåede at score 45 points. Selv om Nørrebro måtte benytte 3 gærder for at passere, var kampen færdig ved frokosttid. Vi er ikke i stand til at give individuelle resultater, men set ud fra gærdespillerne udsyn, kan det vist også være det samme.
–

I den anden kamp mellem Ishøj og Herning, var det lige så udtalt med det manglende gærdespil- Godt nok er Ishøjs pitch nærmest berygtet for at man ikke kan lave points og gærdestande under disse noget ”livlige” forhold, men alligevel, hvis man er i besiddelse af den ballast, rent teknisk, der gør, at man er i stand til at overleve den livlige kastning, som fx Ishøjs uortodokse venstrehånsbowler, Delewar Khan, som vi tidligere har kaldt ”fartdjævlen”, der tog 5 gærder for 23 points på sine 10 overs, og som retfærdigvis må kåres som ”Match-winner”, må det trods alt være muligt at blive der inde ved gærdet- Herning holdt kun 33 overs og scorede 87 for alle. En meget tålmodig S- Ivetic, som i dagens anledning var anfører, scorede 25 på 74 bolde, og A. Mangal 23 på 42 bolde, så kan selv den dårligste matematiker regne ud, hvor mange points der er tilbage til de andre på Hernings gærdeside.
Når man som kender ved, at en total på lidt over 100, godt kan være en vindertotal på denne bane, var det med en vis spænding, at man så frem til Ishøjs innings. Ganske som forventet, røg der straks en del Ishøj-gærder, og den forventede spænding udeblev da heller ikke.
–

Man måtte helt ned til 7-gærdestand mellem Akhtar Ali og M. Ali, som scorede de nødvendige points før Asmat Ullah kunne trække vejret normalt igen. Ishøj vandt med 3 stående gærder, og i morgen kan formand Asmat Ullah trække vejret normalt uden nogen form for risiko, når det gælder de to sidste kampe i det første landsomfattende danske mester skab i Twenty20-cricket, som Ishøj suverænt indtil søndag er gået gennem som ubesejret, og som klar vinder af turneringen allerede. Det må blive en stor dag for Asmat og Co, undertegnede er ked af, ikke at kunne overvære denne store præstation, som må være kronen på værket for Asmat Ullahs lange formandsperiode og som stifter af Ishøj Cricketklub. Asmat Ullah har lige siden han startede klubben vist nok i 1974, stået ved roret i klubben.
Spændingen i bunden af elitedivisionen er nu, at Ishøj har 5 pts, AB og Nørrebro har 4 pts.
–

I 1.divisionkampen mellem Svanholm 2 og Esbjerg blev Jonas Henriksen matchwinner for Svanholm med 61 points Esbjerg 157 og Svanholm 2 158 for 6
Jørgen Jønsson