
Tidligere DCF-kasserer Per Burmester 90 år
Tidligere DCF-kasserer Per Burmester fylder 90 år den 25. juli
En gentleman som sad i bestyrelsen i 12 år i tiden 1972-1984
Per Burmester er det længst nulevende medlem af Aalborg Chang og blev indmeldt i 1935. Vi skal hele 83 år tilbage, hvor Per Burmester blev meldt ind i Aalborg Chang, der holdt til i ”Grusgraven” det nuværende gamle atletikstadion ”Skovdalen”.
I begyndelsen stod den på fodbold, men senere kastede Per sig over cricketsporten, hvor han slog sine folder i dette ”gentlemans-spil”.
Jeg har haft nogle højdepunkter rent sportslig, men jeg glemmer aldrig, da jeg som helt ung mand netop debuterede på Changs divisionshold. Vi spillede mod Hjørring mod HI, som var et af de bedste hold herhjemme. Jeg kom ind som sidste mand, og i den anden ende, var det anføreren og den tidligere landsholdsspiller Henry Buus. Han stod inde med nogle og halvfems points, og jeg skulle blot holde ham inde. Jeg stod der og lagde bolden ned og forsvarede mit gærde i langt over en time, uden at lave et eneste point. Det lykkedes heldigvis min anfører at score Century 100 point, og senere fik jeg megen ros, ikke mindst af Thomas Morild, anfører for Hjørring,erindrer Per Burmester.

Per har også været både kasserer og formand for badmintonklubben Triton, hvor hans tidligere hustru Else opnåede fornemme resultater, hvor hun mange gange blev jysk mester i single, dame- og mixeddouble.
Per spillede en del divisionskampe i cricket i den bedste række, ligesom han i mange år sad i Changs bestyrelse. Han blev i 2015 tildelt Aalborg Changs guldnål.
For dansk Cricket-Forbund var Per Burmester en meget vigtig person-sad som kasserer i 8 år og efterfølgende som menigt medlem af bestyrelsen i 4 år.
Havde man brug for hjælp mht til forbunds arbejdet, stod Per Burmester altid parat til uegennyttig at hjælpe.
Os der har arbejdet sammen med Per, udtrykker et stort tillykke med 90 års-dagen til en hædersmand inden for cricketsporten.
Jørgen Jønsson