
T20 – Tætte kampe i Herning
Der blev spillet 3 T20 kampe fredag i serie 1. Svanholm i gruppe A var på besøg i det jyske og spillede mod Herning og Skanderborg mens i gruppe B mødtes Ishøj og Glostrup.
I Herning måtte begge kampe spilles på bane 2 da kommunen først har godkendt brug af bane 1 fra den 14 maj, hvilket skyldes at der er sået nyt græs sidste år. Begge bane har fået nyt kunstgræstæppe og der var derfor lidt spænding hvordan pitchen på bane 2 ville arte sig, da den ikke har beton underlag. Vejret var koldt og overskyet med en enkel hurtig byge.
I kampen mod Herning vandt Svanholm lodtrækningen og sendte Herning til gærdet. Svanholm fik hurtigt et gennembrud da Patrick Matautaava (5) blev grebet af keeperen og snart efter blev Raizul Saumy grebet uden at score. Men Ihyas Saumy (22) sammen med Surya Anand (39) fik Herning på rette spor med nogle heftige slag. Med 52 på tavlen blev Ihyas grebet og Surya fik en ny partner i Steen Kristoffersen (12). Surya spillede godt og aggressivt og var tydelig skuffet da han blev godt nappet af Svanholms træner Roy Kaia med 82 på tavlen. Så gik det lidt hurtigt med at tabe gærder, men Jeyapragash (15) sørgede for med et par seksere at være med til at få Herning på 121. Hamid Shah blev Svanholms bedste kaster med 3 for 15, mens Toqeer Ahmad tog 3 for 17.
De første par overs var ikke ophidsende fra Svanholms side, men i den tredje slog Jonas Henriksen (11) både 4 og 6 for straks efter at blive ben for. Herning fik lagt låg på Svanholm så længe det var deres hurtige kastere, men med brug af skruekasterne ændrede billedet sig. Roy Kaia (11) blev godt nok grebet, men Hamid Shah (38) fik mere skub i Svanholm indtil han blev grebet med 73 på tavlen. Zishan Shah blev straks kastet ud, men Musa Mahmood (12),Saud Munir (18*), samt Abdullah Mahmood (11*) sørgede for at Svanholm passerede for tabet af seks gærder i den sidste over.
Videohighlights Herning v Svanholm
I den næste kamp vandt Skanderborg lodtrækningen og sendte Svanholm til gærdet. Skanderborg havde en ny spiller med nemlig Per Pedersen og han åbnede kastningen med succes idet hans fire overs kun kostede 9 points. Det betød at Jonas Henriksen (31) angreb Anders Bülow i den anden ende. Han blev erstattet af Nikolaj Damgaard, der i sin anden over så, at Hamid Shah (11) blev løbet ud på et tvivlsomt andet løb. Efter 8 overs havde Svanholm kun 35 på tavlen, men Jonas fik det opad ved at angribe Aqeel Amjad. Efter at havde slået en sekser forsøgte han at gøre det igen med det resultat han blev stokket ud. Roy Kaia (9) fulgte kort efter et greb på grænsen. Det gav plads til Musa Mahmood (44*), der sammen med Zishan Shah (21) og senere Saud Munir (11*) fik lagt points på tavlen. Det gik især udover Joraij Habib og Omar Hyatt. Svanholm endte med 133 for 4 på deres 20 overs.
Monty Singh har stadig et problem med den anden bold han modtager. Endnu engang gik det galt, da han snittede en bold der ellers ville være en udenom til keeperen. Det gav plads til Shangeev Thani (55) der straks gik til angreb. Svanholm brugte spin fra starten og det kunne Nikolaj Damgaard (7) ikke stå for, men blev grebet på grænsen. Rizwan Mahmood (25) sammen med Shangeev fik mere fart på og kom foran den nødvendige scoringshastighed. Med 73 på tavlen i den 11 over blev Rizwan dog stokket ud på Hamid Shahs kastning, men Shangeev fortsatte sammen med Kamran Mahmood (18), indtil Shangeev selv blev grebet i den 15. over. I den efterfølgende over blev Kamran fanget ben for og nu manglede Skanderborg 20 points i 4.4 overs. Omar Hyatt (14*) slog hurtigt en sekser, men i den 19. over blev Anders Bülow (4) grebet. Omar slog dog endnu en sekser således at den efterfølgende udenom var nok til sejren på 4 stående gærder.
Videohighlights Skanderborg v Svanholm
I Ishøj var Glostrup på besøg og Ishøj valgte at gå først til gærdet. Trods en god start nøjedes Ishøj med at score 119 på deres 20 overs med Salar Khan bedst med 28 mens Awais Javed, Glostrup tog 3 for 16. Glostrup fik ikke en god start med Aftab Ahmed kastet ud i den første over efterfulgt af Ifikhar Ahmed (3) men Awais Javed (37) og især Frederik Klokker (73*) spillede sejren hjem i den sidste over.