
Svanholm vandt en stor pligtsejr over Ishøj
–
–

Den unge keeper Wahab Hashmi sagde tak for tilliden med 69 points
Inden opgøret på Svanholm Park lå to ting klart. De to dystende hold Svanholm og Ishøj var afklaret om deres situation hver for sig. Svanholm har måttet erkende efter sidste uges nederlag til KB, at guld, som klinger i disse olympiske tider, bliver der ikke tale om i denne omgang, og efter Ishøjs sejr i går over AB, er de også afklaret om at holdet igen til næste år spiller i elitedivisionen.

Svanholm valgte at gå til gærdet. Holdet var noget afbudsramt, og selv om eksperimentet med Mads Henriksen som åbner ikke lykkedes, fik man meget hurtigt gang i gærdespillet, hvor holdets unge keeper Wahab Hashmi (69 på 86 bolde)sagde tak for tilliden som nummer 3, og lavede sin største score nogensinde. Zameer Khan, som ankom i sidste øjeblik, var i samme anledning ”nedgraderet” til nummer 6 i gærdeordenen, men hvad gør det, når han alligevel nåede at score 86 på 66 bolde. Svanholm sluttede med 307 for alle på 48,4 overs. H. Khalid var bedste Ishøjkaster med 3 gærder for 70.
–

Der var comeback til 44-årige Søren Vestergaard, som tog 3 gærder
Ishøj havde igen Monty Singh med, og han kunne fortælle, at hvis landstræneren kan bruge ham, har han netop fået grønt lys af ICC til at være kvalificeret til World-Cup til efteråret.
Selv om Ishøj havde 6 spillere der scorede tocifret, var der aldrig spænding om udfaldet- topscorer var Z. Elahi med 26. Søren Vestergaard, der er blevet 44 år gjorde et fornemt comeback-har ikke spillet siden 2009 hvor han lagde battet på hylden- men han har åbenbart ikke lagt sin kastning på hylden, tog 3 gærder for kun 9 på sine 4,4 overs og bowler stadigvæk i sin flotte tekniske stil, som i de gode gamle dage. Unge Saud Munir var dog Svanholms bedste kaster med 5 for44. Ishøj scorede i alt 146 for alle på 36 overs.
–

Nørrebro det bedste bud på oprykning til elitedivisionen
I Københavnsområdet blev der spillet en enkelt kamp mellem Ishøj 2, og Nørrebro, hvor udeholdet vandt klart med 195 points. Nørrebros formand Irfan Ali udtaler, at hvis Nørrebro vinder rækken, vil de med glæde rykke op, uden at han dog ville røbe om der er nye spillere på vej til klubben.
Jørgen Jønsson