
Svanholm til ECL 2021
Dagens eneste kamp var en T20 kvalifikationskamp mellem hjemmeholdet Skanderborg og Svanholm om retten til deltagelse i European Cricket League 2021. Baggrunden for kampen er at i 2019 vandt Skanderborg T20 turneringen herhjemme og retten til ECL. Desværre blev ECL i 2020 aflyst pga. coronaen og da Svanholm vandt T20 i 2020 herhjemme vedtog man at vinderen af T20 2020 skulle spille mod sidste års vinder om retten til ECL.
Kampen kom ikke i gang til tiden da banen var dyng våd af dugen og tåge som lå over området. Solen kom først fremme i løbet af kampens sidste time. Skanderborg vandt lodtrækningen og besluttede pga. forholdene at gå til gærdet først. De kørte med deres sædvanlig gærdeorden med Monty Singh (20) og Nikolaj Damgaard (31). Monty fik en god start med at hooke Toqeer Ahmad til seks. Nikolaj derimod var heldig, da hans første drive gik næsten op i skyene og blev tabt af Svanholms anfører Zishan. Herefter fik Nikolaj smag for Toqueers kastning især da han diskede op med flere korte bolde, der blev ekspederet til grænsen. Men Nikolajs held udløb, da han cuttede Mads Henriksen lige til Saud Munir, der greb med en hånd. Der var gået 4 overs, men der stod 48 på tavlen. Sangeev Thani (6) kom ind og slog med det samme en dejlig cover-drive til 4, men løb sig selv hurtigt derefter ved at bakke for langt op. Han blev erstattet af Michael Pedersen (41) men han nåede kun at score en enkelt gang før Monty dummede sig og slog bolden lige ud til Musa Mahmood i mid-off. Skanderborgs anfører Rizwan Mahmood (2) kom til gærdet og ej heller han fik gang i spillet før han snittede Jonas Henriksen til keeperen. Tavlen vist nu 68 og man var i gang med den niende over. Bror Kamran (34) kom til og nu kom der stabilitet hos hjemmeholdet. Michael og Kamram scorede flittigt med enere og toere og Kamran dertil slog et par seksere. Scoren var 127 i den 16. over da Kamrans iver for at slå en bold langt ude kostede en stokning. Anders Bülow (23*) kom ind og scoren tikkede videre indtil Michael blev grebet af keeperen i anden omgang på Hamid Shahs spin kastning. Scoren var nu 148 i den 19. over og Anders fik nu selskab af Oliver Hald (4). Der skulle gås til den og Anders fik også ram på et par bolde mens Oliver Hald snittede til keeperen. Omar Hyatt slog en firer første bold og Anders Bülow endte halvlegen med en sekser på en hel bold. Totalen blev 172.
Det var ikke lyn og torden da Svanholm startede deres svar. Skanderborgs Oliver Hald og Anders Bülow fik lagt pres de første par overs og Jonas Henriksen gav en svær chance med det samme, mens Hamid Shah blev tabt i point på Oliver Halds kastning, også en svær chance. Men da Oliver kastede en halvflugter på legpinden og Hamid slog den til 6 så vendte billedet. Jonas slog Anders kort efter til 4 gennem mid-on og flere slag efterfulgte fra begge gærdespillere. Det tvang Skanderborg til at bruge spin, men det gav ingen gennembrud. Skanderborgs spin kastere kastede alt for mange dårlige bolde og både Hamid og Jonas var ikke sen på at straffe disse. Skanderborg roterede rundt på kasterne, men de fik ingen gennembrud. Svanholm var bagud i forhold til scoringshastighed, men de mistede jo ikke gærder. Jonas passerede 50 og scoren nåede 100 i den 14. over, så Skanderborg prøvede med Sangeevs legspin. Det gav pote da Jonas mistimede sit drive og blev grebet i mid-off. Det gav bare plads til bror Mads og Svanholm fortsatte hvor de slap. Mads slog 2 sekser i rap på Adeels kastning, der var for kort og Svanholm var ved at nå op i scoringshastighed. Hamid nåede sit half-century med en sekser og bolden blev tabt bag åen, men han blev også tabt af keeperen da han mistimede et slag op i luften. Det tog det sidste luft ud af Skanderborg og i den sidste over fra Oliver Hald slog Mads to seksere i rap og sikrede sejren med en firer. Skanderborg var for dårligt kastende i forhold til normalen og kampen viste endnu en gang manglen på en tredje evt. fjerde pacebowler.
Før kampen blev Skanderborg præsenteret med pokalen for Danmarks mesterskabet samt DIFs guldmedajler. Svanholm kunne tage hjem med visheden over at spille i Europa næste år.