skip to Main Content

Svanholm har en fod på pokalen

  • Skrevet af: Peter Power
Anshul Chaunhan run out (Ole Christian P)

Mesterskabsslutspil

Lørdag

Denne weekend var afgørende for Skanderborg med 2 kampe i København mod henholdsvis Svanholm og KB. Lørdag var Skanderborg på Svanholm Park til en betydningsfuld kamp, men Skanderborg var på forhånd svækket, da de hverken havde helten fra sidste weekend Kamran Mahmood med og heller ikke Christian Peck. Svanholm valgte at sende Skanderborg til gærdet, men fik ikke success i starten. Ryan Cartwright (52) er holdets mest stabile gærdespiller, der spiller med lodret bat. I dag var ingen undtagelse og sammen med Monty Singh (20) have Skanderborg en åbning på 53, før Monty nok igen var ud at fiske. Så fik Svanholm mere fat, da både Omar Hayat og Anders Bülow gik uden at score. Da Ryan blev grebet var det Shangeev T (27), Rizwan Mahmood (26) og Aftab Ahmed (30), der løftede Skanderborg til sluttallet på 179. Svanholms Saud Munir var dagens bedste våben med 4 for 38.
Skanderborg fik hurtigt to gærder, men Hamid Shah (69) og Zishan Shah (76*) modstod Skanderborgs angreb og havde en gærdestand på 87, før Hamid blev kastet ud af Omar Hayat. Zishan fik følgeskab af Mads Hneriksen (24*) og de førte Svanholm til en sejr på 6 stående gærder.

Søndag

Her var både Svanholm og Skanderborg i aktion. Svanholm var på besøg på Albertslund, der valgte at gå først til gærdet. Albertslund kom hurtigt under pres fra Henriksen brødrene, der fik 3 gærder i løbet af 4 overs. Heldigvis for Albertslund fik Raja Ali (29) og Mohammad Ali (15) lidt styr på tingene, men begge var faldet med 54 på tavlen. Svanholms Abdullah Mahmood med 4 gærder sørgede for at Albertslund ikke kom på fode. Kun Naveed Mughal (19) viste lidt modstand, men holdet var ude for 111 på 36 overs.
Albertslunds kastere kunne ikke vej igennem Svanholms åbnere Jonas Henriksen (50*) og Hamid Shah (52*), der på bare 21 overs spillede sejren hjem. Albertslund brugte uden held 6 kastere, altså en sejr på 10 stående gærder.

Søndag var Skanderborg på Peter Bangs Vej og mødte så KB. Skanderborg havde dog i dag Christian Peck med og han kom til at være lidt afgørende. Skanderborg valgte at gå til gærdet og denne gang var det Christian Peck (29) som blev makker til Ryan Cartwright (81). Ryan var dominerende ved gærdet, mens Christian spillede anden violin, især i starten. Gennembruddet for KB kom først med skruekast, da Christian blev grebet af keeperen på Bashir Shahs kastning. Presset fortsatte da Omar Hayat blev kastet af Annique Uddin uden at score, Monty Singh (7) blev stokket på Uddins kastning og Rizwan Mahmood (1) gav et returgreb til Bashir Shah, imens Ryan scorede i den anden ende. Han fandt en partner i Aftab Ahmed (15), der blev grebet ved 132 og Ryan selv blev kastet af Lucky Malik med 145 på tavlen. Shangeev T (42) og Anders Bülow (19*) sørgede for at Skanderborg kom forbi 200 og holdet sluttede på 203 efter 50 overs. Lucky Malik endte med at tage 3 for 53 og KB brugte 7 kastere i alt.

Det man skal lægge mærke til i KBs halvleg er at 4 gærdespillere blev løbet ud og at Shangeev T have en hånd i 3 af dem. Lucky Malik (66) blev hjørnestenen i KBs halvleg og sammen med Anique Uddin (34) var KB godt kørende indtil Christian Peck slog til og fik Anique grebet. Anfører Saif Ahmad blev hurtigt grebet og Saad Ahmad blev kastet af Christian Peck. Hassan Farooq blev løbet ud uden at score. Nu var KB 116 for 5 efter 33 overs. Zakria Raja (44) var Luckys nye partner og de førte KB frem til den 42.over, hvor Lucky blev fanget ben for af Christian Peck med 141 på tavlen. Nu var det Zakria der førte frem, men partnerne faldt i den anden ende og med 185 på tavlen blev Zakria selv løbet ud. Det sidste par fik kun 5 points og KB var ude for 190. Skanderborg vandt der med 13 points. Christian Peck endte med at tage 3 for 37 på 10 overs.

Weekends resultater betyder at Svanholm fører mesterskabsslutspillet uden nederlag men har én kamp med “No Result, mens Skanderborg er på anden pladsen med en tabt. KB med endnu et nederlag til Skanderborg kan ikke nå at blive mester. Næste weekend skal Svanholm møde KB, mens Skanderborg er i Albertslund. Det kan blive således, at mesterskabet afgøres på den sidste spilledag når Skanderborg tager imod Svanholm, idet hvis Skanderborg vinder vil deres koefficient være minimal bedre end Svanholms forudsat begge vinder i den kommende weekend.

Nedrykningsslutspillet

Lørdag

Husum der før dagens kamp lå på sidstepladsen sammen med Ishøj, tog imod Soraner på Mikkelberg. Banen havde fået en del vand men den kan tåle den og vejret var godt med vekslende skydække. Soraner vandt lodtrækningen og sendte Husum til gærdet. De første 3 overs gik uden bemærkning. Josch Jensen slog en dejlig grænseslag, men overen efter slog han bolden direkte i hænderne på cover. Tom Wiese som er venstrehåndet fik en perfekt indsvinger som første bold, der tog legpinden. Overen efter spillede Paul Warman bolden i eget gærde. Lidt efter blev Hauke Müller fanget ben for og 4 overs senere slog Gerrit bolden ud til den eneste markspiller dybt på legsiden. Husum var nu 25 for 5 gærder, men Dineth Madurawala (35) sammen med Cane Peper (20) fik lagt 59 points på totalen før Dineth valgte den forkerte bold at gå ned ad pitchen og blev stokket ud. Kasteren var Gangadhar Kudipudi og som man kan se på videoen opfylder hans aflevering ikke ICCs kriterie for en lovlig aflevering. Det bør Soraner lige se på. Kudipudi tog to gærder mere, da Husum blev kastet ud for 111 på 37 overs. Davinder Singh tog 3 for 20 mens Kudipudi tog 3 for 13.

Ved gærdet gik Soraner frisk til sagen anført af Krishna Mikkilineni (43), der slog hårdt til bolden og fandt grænsen 6 gange inklusiv en sekser. Med 48 på tavlen så gik dog galt og Krishna blev grebet på grænsen. Soraner skulle lige starte næsten forfra, men Anshul Chaunhan blev lidt for ivrig for at score sit første point og blev løbet ud. Jay Panchal blev Hauke Müllers andet offer fanget ben for. Soraner var nu pludselig 51 for 3, men de gik ikke i panik. Yoganandan Pandiyan (22*) og Ravikiran Shetty (21) fik mere skik på halvlegen indtil Hauke slog til igen og fangede Ravikiran ben for med 84 på tavlen. Parag Naithani blev Haukes fjerde offer, da hans legpind forsvandt. Der kom mere spænding, da Gerrit Müller fangede Soraners anfører Bobburi ben for uden at score. Soraner var nu 86 for 6, men Pankaj Singh (18*) holdt hovedet koldt og spillede sejren hjem.

Videohighlights YouTube Husum v Soraner

Søndag

På Ishøjs bane var Glostrup på besøg og Glostrup var denne gang uden Frederik Klokker. Ishøj valgte at gå først til gærdet og fik ellers en rimelig start. Med 29 på tavlen blev Pawan Kumar (15) Glenn Larsens eneste offer og efterfølgeren Nabil Akhtar blev hurtigt løbet ud uden at score. Salar Khan (41) og Adeel Akhtar (39) fik Ishøj på bedre tanker og da de begge var faldet havde Ishøj 117. Rabi Tariq (25), Ali Akhtar (14) og Mansoor Khan (20) var med til at sikre at Ishøj var ude for 177 i den sidste over.

Ishøj slog til i den første over da Abhishek Gupta blev fanget ben for af Atta Ullah, der endte dagen med tre gærder. Shakeel Zeb (33) blev føringsmotor indtil han blev grebet med 52 på tavlen. Ingen af de efterfølgende gærdespillere satte sig på halvlegen med Fraz Safdar (23) og Haroon Khan (17*) som de bedste og det betød at Glostrup kom til at mangle 45 points, da Glenn Larsen faldt som sidste gærde uden at score.

I nedrykningsslutspillet er 3 hold på fire points, mens Husum på sidste pladsen har 2 points. Husum har dog mulighed for indhente de øvrige i næste weekend, da de skal spille to kampe ude mod henholdsvis Glostrup og Soraner.

1.division

Lørdag så AB på besøg hos Ishøj for at spille mod Ishøjs andet hold. Ishøj II vandt lodtrækningen og gik til gærdet. Ishøj mistede 3 gærder relativt hurtigt med 37 på tavlen, men Azim Khan (55) og Asim Akram (29) fik dog lidt skik på halvlegen, men da Azim faldt med 107 på tavlen blev den ene ende som en svingdør da Mukarram Hussain tog tre gærder. Da Asim Akram faldt som syvende gærde gik det hurtigt og Ishøj var ude for 138 i den 39 over.
Det gik heller ikke så godt for AB i starten. Efter 11 overs havde de 30 for 3, men Mukarram Hussain (44*) og Fazan Ahmed (51*) sørgede for at AB passerede for tabet af 5 gærder i den 38 over.

Søndag var der lokalderby i Esbjerg hvor Herning var på besøg. Esbjerg har ellers fundet storformen frem ved gærdet takket være Mbulelo Nkomo fra Sydafrika. Herning kan dog overraske, men i dag var de uden både Surja Anand som er deres bedste spiller og Raizul Sawmy. Esbjerg valgte at gå til gærdet først og var nok heldig, da Mbulelo var meget tæt på at gå ben for på den første bold. Stig Hedevang er Hernings bedste våben i starten men i dag uden held. De andre kastere kunne heller ikke bryde igennem med Mbulelo (119) og Jakob Rubin (100*) ved roret. En åbningsgærdestand på 198, da Mbulelo blev grebet efterfulgt af en lynhurtig 42 fra Magnus Kristensen og Esbjerg endte med 310 for 2 efter 50 overs.
Om Herning var allerede slået ud ved man ikke, men de mistede 2 gærder i de to første overs og et mere i den tredje. Så var linjen lagt og kun Stig Hedevang med 20 og Glenn Hedevang med 16* viste nogen modstand. Herning blev ikke kastet ud. De var 108 for 8 i den 31 over, da himlen åbnede sig og gjorde at kampen ikke kunne genoptages. Derfor vandt Esbjerg med 162 points efter Duckworth-Lewis metoden.

I tabellen for 1 division ligger AB på anden pladsen med 16 points mens Kolding har 12 points med 2 kampe igen. Hvidovre ligger på sidste pladsen og kan ikke nå op til Ishøj II på 7. pladsen. Tabellen føres af Svanholm II, men de kan ikke rykke op. Det samme gælder for KB II på 3.pladsen.

Back To Top