
Stor Skanderborg sejr.
LØRDAG
Mester- og nedrykningsspil
I mesterskabsspillet var der kun én kamp lørdag mellem Skanderborg og Ishøj i Skanderborg, der blev spillet i dejligt cricketvejr. Skanderborg vandt lodtrækningen og gik til gærdet. De fik ikke nogen god start da Nicolaj Damgaard lod de tre første bolde være fra Pawan Kumar og snittede den fjerde til slip. Ind kom Michael Pedersen der var opsat på at afslutte sin sidste sæson på ordentlig vis og det varede ikke længe før han diskede op med en stribe fremragende cover drives, der fløj til grænsen på Skanderborgs hurtige bane. Monty Singh var hans partner og i fællesskab fik de opbygget en gærdestand på 122 før Monty blev grebet bagved. Nu fik Michael en ny partner i Anders Bülow der bestemt ikke ville bruge tiden på at prikke. På bare 59 bolde fik han stavlet 90 points til sit navn før han blev kastet ud. I mellemtiden nåede Michael at lave sit century, men faldt kort efter og et mistimet pull-shot for 106. Tavlen viste 251 points efter 44 overs. De efterfølgende gærdespillere presset af tiden tog chancer og gærderne faldt, således Skanderborg endte på 322 for 8 efter 50 overs. Ishøj brugte 7 kastere i forsøget på at bryde gærdestandene, men Salar Kahn endte dog med 3 for 57.
Anders Bülow fortsatte sin aggressivitet med sin kastning og fik Salar Khan grebet i slip i sin anden over. I den anden ende kastede Omar Hayat, som Ishøj havde problemer med i starten. Omar fik to mand hurtigt tilbage i hytten takket være gode greb i marken. Ishøjs anfører Pawan Kumar fik lige akkurat slået to firer før han blev snøret af Anders til et returgreb. Ishøjs problemer voksede med Aseem blev grebet og dermed var 5 gærder nede for bare 28. Men Lovekaran Singh der var sammen med Adeel Akhtar smækkede et par gevaldige seksere over hegnet. Han fortsatte med sit aggressivt spil og det betød at man skiftede rundt på kastningen. Shangeev Thani fik dog Lovekaran grebet tæt på grænsen med sit legspin. Bolden efter fik han Absar Khan grebet i slip af Omar Hayat. Shangeev var tæt på en hattrick, da den næste bold sejlede forbi Rabi Tariqs off-pind. Rabi blev alligevel taget af Shangeev senere med en snitter til keeperen. Da Jabran Khan blev den niende gærdefald syntes enden var nær, men Adeel Akhtar slog til mens Syed Noor holdt sin ende. En gærdestand på 31 blev det til før Syed blev dømt ud som sidste man med 116 på tavlen. Altså en stor sejr på 206 points. Anders blev bedste kaster med 3 for 20 mens Shangeev tog 3 for 30.
Video highlights Skanderborg v Ishøj
Nu kigger alle på kampen i morgen mellem Svanholm og KB. Hvis Svanholm vinder er de mester, da de ikke kan indhentes, mens sølv og bronze ser ud til at være en kamp mellem Skanderborg og KB. De mødes næste weekend.
I nedrykningspillet blev der spillet 2 kampe. Herning som har ryggen mod muren var tvunget til at vinde over Soraner for at have en chance for at overleve. Herning blev sendt til gærdet og mistede hurtigt Phil Mansfield. Raizul Sawmy (25) og Lanvanish Prem (24) fik trods alt en halvleg i gang, men begge var falden da tavlen viste 53. Surya Anand (46) og Dan Hedevang (16) fik totalen oppe på 95 før Dan blev grebet. Anfører Glenn Hedevang (91*) kom ind og for en gangs skyld spillede en rigtig anfører halvleg og holdt den ene ende halvlegen ud. Sammen med Waqas Cheema (20) og Baaskar Balakumar (25*) fik Glenn Herning oppe på 278 på de 50 overs. Surya Anand fik et gærde i den første over og i sit tredje over fik han den anden åbningsgærde grebet med 21 på tavlen. Der efter fik Soraner mere kontrol over spillet med Vibhor Chaudhary (26) og Anshul Chaunham (20) men med 82 på tavlen mistede Soraner 3 hurtige gærder og pludselig var Soraner 98 for 7. Navven Boburri (24) og Ravikiran Shetty (67) fik Soraner tilbage på sporet. Naveen blev grebet ved 149 men sidste mand Davinder Singh (10*) og Ravikaran løftede totalen til 194 før Ravikiran blev grebet.
I den anden nedrykningskamp valgte Glostrup at gå først til gærdet mod Albertslund. Glostrup fik en nogenlunde start med 26 på tavlen før det første gærde faldt. Derefter begyndte gærderne at falde jævnligt. Kun Abhishek Gupta (29) og Aftab Ahmed (24) gjorde sig bemærket i forsøget på at holde halvlegen sammen, mens Ahamd Zaman (22) fik pyntet på tavlen henimod slutning, hvor Glostrup var ude med 115. Mudasser Ali med 3 for 28 var skadevolderen i starten. Albertslund led af samme problemer som Glostrup med at tabe gærder med jævne mellemrum. Ingen gærdespiller nåede over 20 og da Sidahrth Mayar (15) faldt som 9 gærde manglede Albertslund 20 points for at vinde, men Yasir Ayub (13*) og Hamza Kazmi (3*) modstod presset og fik sejren hjem.
Med 5 sejre er Albertslund nu sikker på at blive i divisionen, men de tre øvrige hold har 2 points hver. I morgen skal Soraner og Glostrup møde hinanden og sandsynligvis bliver det hele afgjort i næste weekend hvor Herning skal vinde over Glostrup for at kunne klare frisag.
1.division
Der blev spillet 2 kampe i 1.division som begge vedrørte topholdene. I Esbjerg var Kolding på besøg mens Husum var på besøg i Ishøj.
I Esbjerg valgte hjemmeholdet at gå først til gærdet og takket være Kasper Rubin med 75, Magnus Kristensen med 32 og Sreeram R med 30 at lave 200 for all gærder efter 43 overs. Andreas Krengle for første gang i år viste han kan score points og med sine 53 sammen med Christo Botmas 44 og Aziz Ahmads 37 passerede Kolding for tabet af 4 gærder. Esbjerg brugte i alt 8 kastere i forsøget på at bremse Kolding.
Husum valgte selv at gå til gærdet i kampen mod Ishøj. Da Gerrit Müller gik som sjette gærde med 160 på tavlen kollapsede Husum og de var ude for 178. Josch Jensen med 31, Tom Wiese med 29 og Gerrit med 48 var de tone angivende gærdespillere. Husums kastere kunne til gengæld ikke bryde meget igennem Ishøj. Ali Akhtar med 54 not out og Atif Jamal med 52 samt Asim Khan med 30 not out gjorde at Ishøj passerede Husums 178 efter 41 overs.
Med Husums nederlag er Kolding nu førende i 1. division mens Husum er 2 points bagefter. De to hold møder hinanden i på sidste spillerunde i Husum, hvor oprykningen bliver afgjort.