Spændingen i toppen af elitedivisionen er yderligere blevet skærpet

Spændingen i elitedivisionen skærpet

  • Skrevet af: Jørgen Jønsson

Svanholm tabte overraskende til Ishøj og KB vandt over Nørrebro

Når et hold laver over 160 i Ishøj, er der en stor vinderchance. Denne profeti holdt også i dag, hvor topholdet Svanholm valgte at gå i marken først mod hjemmeholdet Ishøj.

Starten så lovende ud for Brøndby holdet, hvor Ishøj hurtigt mistede 2 gærder til Mads Henriksens gode pacebowling. Men en af Ishøjs unge talenter Adeel Akhtar er vendt tilbage i folden for alvor, og han blev stående, hvad der var stærkt medvirkende til at Ishøj vist nok for første gang i sæsonen blev inde ved pindene i alle 50 overs. Dette gav holdet en god total på den svære pitch på 178 for 9 hvoraf Adeel Akhtar efter meget veldisponeret gærdespil blev topscorer med 53 på 110 bolde inden han blev bowlet af Svanholms talentfulde spinner Abdullah Mahmood, der tog 1 gærde for 38 på sine 10 overs. Abdullah og Mads Henriksen der tog 2 gærder for 28 på 10 overs så fornuftige ud på Svanholms kasteside. Til sidst hjalp J. Khan Ishøj til den fornuftige total ved at score 25 not out som 8.gærde.

Spændingen i toppen af elitedivisionen er yderligere blevet skærpet 1
Hamid Shah slår bolden ud gennem armene på Mati Malik

Svanholm kom endnu dårligere fra start end Ishøj gjorde. Efter 9,5 overs var der 3 gærder ude for kun 24 points. En gærdestand på 51 mellem Hamid Shah og Mads Henriksen var dog med til at tænde håb for Brøndby holdet, men Ishøjs kaste side, med i sær Delewar Khan (2 for 23 på 10 overs) og Pawan Kumar (2 for 26 på 10 overs), gjorde det meget svært for Svanholms ellers solide gærdeside.

Begge bowlere meget fornemt forstod at udnytte den noget ustabile pitch, hvor boldene skiftevis hoppede meget høj og blev nede. Men det helhedsbillede der stod tilbage var, at Ishøj bowlere bedre forstod at udnytte den svære pitch, og derfor også fortjente sejren. Bedste Svanholm-gærdespiller var Wahab Hashmi med 40 på 72 bolde, medens Hamid Shah (30) og Mads Henriksen var ene om at støtte WahaB med scoringen. Svanholm endte med 162 for alle, og Ishøj vandt således kampen med 16 points. Bedste kaster på papiret blev nyerhvervelsen S. Singh med 5 gærder for 36, selv om han på ingen måde virkede som den mest farlige af Ishøjs bowlere.

Spændingen i toppen af elitedivisionen er yderligere blevet skærpet 2
Mads Henriksen bowler mod Ishøj

KB vandt på Kløvermarken med 4 stående gærder over Nørrebro

Det var ikke tale om den helt store spænding på Kløvermarken, da KB besejrede Nørrebro.

KB vandt lodtrækningen og valgte at gå i marken. Efter en god Nørrebro start hvor det første gærde faldt ved 42, tabte Nørrebro hurtigt yderligere 4 gærder og så gik den store spænding ud af kampen. Nørrebro fik dog lavet respektable 169 for alle på 48,5 overs med M. Sahi som topscorer med 40 på 76 bolde, åbnings gærdet K. Ejaz lavede 30. Bedste KB kaster blev J, Jojo med 3 gærder for 20 på sine 10 overs.

KB passerede for 6 gærder på 33 overs med Shehzad Ahmed med 60 not out på 79 bolde, Annique Uddin lavede 36 på 39 bolde. KB vandt med 4 stående gærder og efter Svanholms nederlag til Ishøj har Svanholm og KB begge nu tabt en kamp i elitedivisionen.

I 1. division vandt Svanholm 2 over AB, som scorede 236 for 9 Svanholm overgik scoren for 5 gærder. Albertslund vandt med et enkelt gærde over Soranerne.

Jørgen Jønsson

 

Back To Top