Skanderborg T20 mestre 2024

  • Skrevet af: Peter Power

Weekenden var præget af T20 finalerne som blev afviklet hos Herning Cricket Club som en del af DIFs mesterskabs uge. DEt gjorde at dele af Herning var afspærret til afvikling af diverse løb, men heldigvis viste det sig ikke at være slemt til at komme til klubben. En stor tak til Herning for afvikling af arrangementet med opstilling af telte og forsøget på at skabe caribisk stemning med et vildmarksbad. Desværre var vejret uegnet lørdag med støvregn indimellem og overskyet, men det lykkedes søndag da solen brød igennem. Alle kampene blev streamet live fra den blå telt med Imjam Kokhar som organisator og det så godt ud.

Lørdagen startede med semifinalerne hvor Skanderborg mødte årets overraskelse Køge, der vandt lodtrækningen og gik til gærdet og var fuldt af gå på mod. Køge åbnede som sædvanligt med Jamshid Khan (32) hvis aggressiv stil har givet ham en del points i år. Han startede også med at slå 4 seksere men gjorde den fejl at slå til den første bold han fik fra leg-spinneren Christian Peck og blev grebet af Monty Singh, den første af tre greb. Christian slog til to gange mere i samme over og pludselig var Køge 44 for 4. Kun en indsats fra Abdulla Safi (41) hindrede en katastrofe men Aqeel Amjad med 3 gærder var med til at Køge endte på 119 for 9.
Three ball Monty Singh (74*) viste sin intentioner ved gærdet ved at slå de første tre bolde til grænsen og i de følgende overs fortsatte i samme stil. Det varede lidt før partneren Aftab Ahmed (40*) gom til men han slog også bolden ud af banen. Køge kunne ikke finde vej igennem og Skanderborg passerede uden gærdetab i den niende over.

Video highlights Skanderborg v Køge

Den anden semifinale var mellem Svanholm og Ishøj og her valgte Svanholm at gå først til gærdet. Åbnings gærdespillerne satte sig på kampen fra starten hvor Brian Chari (55) dominerede i begyndelsen indtil han blev grebet med 78 på tavlen. Herefter var det Hamid Shah (111) der styrede begivenhederne og slog hele 10 seksere. Over hele weekenden var der brug for ekstra bolde da bolden blev slået ud mange gange og tiden gik med at lede. Hamid viste sin styrke med at nå sit century og sammen med Mads Henriksen (50*) endte Svanholm på 243 på de 20 overs. Desværre for Hamid blev han grebet i den sidste over. Ishøj begyndte ligesom Svanholm i aggressiv stil anført af Salar Khan (56) og Pawan Kumar (28). De fik i løbet af 5 overs 52 på tavlen men så faldt Pawan. Dermed gik gassen af ballonen og gærderne faldt. Ishøj kom slet ikke i nærheden af Svanholms total og endte på 142 for 8.

Video highlights Svanholm v Ishøj

Søndag startede med kampen og tredjepladsen mellem Køge og Ishøj. Her var Ishøj mere opsat på et bedre indsats og valgte at gå først til gærdet. I starten var det Pawan Kumar (36) der dominerede og blev grebet i den fjerde over med 48 på tavlen. Partneren Salar Khan (15) var mere stille og faldt hurtigt efter med Adeel Akhtar (38) og Delawar Khan (134*) lavde en gærdestand på 112 før Adeel blev grebet . Delawar dominerede ellers halvlegen med en stribe på 15 seksere og det var ligegyldig hvem der kastede. Halvlegen på 134 blev lavet på bare 48 bolde, men det er ikke den største halvleg i T20 finalerne. I 2022 scorede Brian Chari for KB 139 og Ramesh Lakmal i 2018 scorede 137 for Herning. Efter de 20 overs havde Ishøj 246 for 4. Delawar fortsatte sin gode dag med at tage 4 gærder for 20 i marken hvor Køge ikke kunne match Ishøj. Jamshid Khan med 31, Imal Uriakhail med 43 og Osman Hanifi med 25 var de bedste at Køge var ude for 137 i den sidste over. Hermed fik Ishøj bronzemedaljerne.

Video highlights Køge v Ishøj

Så kom finalen mellem Skanderborg og Svanholm som ofte før. Skanderborg er forsvarende mestre og ville gøre alt for at få pokalen med hjem igen. Solen var fremme og det var blevet varmt. Svanholm vandt lodtrækningen og sendte Skanderborg til gærdet. Monty Singh (63) fortsatte sin plyndringstogt fra semi-finalen og bankede hele 7 seksere ud før han dummede sig og fulgte en skæv bold i off og snittede den. Resten af havlegen var en holdindsats fra Skanderborgs side hvor næsten alle bidrog med Oliver Hald (37) og Rizwan Mahmood (33) som de fremtrædende. Med hele 22 seksere i alt endte Skanderborg på 232 for 8 på de 20 overs. Svanholm opgav bestemt ikke og tog kampen op med Brian Chari (110) og Hamid Shah (35) der havde en gærdestand på 80 før Hamid mistimede og blev grebet. Skanderborg var hæmmet af at Oliver Hald måtte udgå med en muskelskade og det betød spinnerne kom hurtigt i aktion. Brian dominerede med en stribe seksere. Svanholm kunne dog kun lave 19 af slagsen, men scorede flere firer. Balancen tippede til Skanderborg, da Brian blev godt grebet med 181 på tavlen i den 17 over. Svanholm manglede 52 på 26 bolde. Mads og Jonas Henriksen gjorde deres bedste for at nå og da man kom til den sidste over manglede Svanholm 25 points. Der blev slået to seksere og på den ene, som var en full-pitcher, mente Svanholm det var en no-ball med en free-hit. Det mente dommerne ikke og man kan via at se videoen diskutere det til juleaften, men det er et øjebliks beslutning. Anders Bülow sørgede for på de sidste tre bolde, at man ikke kunne slå en seksere, så Skanderborg sejrede med 9 points.

Video highlights finalen Skanderborg v Svanholm

Skanderborg fik pokalen og Monty Singh blev udnævnt til Man of the Finals ved DCF formanden Umair Butt, der også uddelte medaljer til begge hold. Det man lægger mærker til ved finalen og de andre kampe er, at de fleste gærdefald var grebet ud. I finalen var alle grebet bortset fra en kamikaze løbet ud. Med det store antal af seksere var stævnet domineret af gærdespil og kasterne havde det svært på Hernings beton baseret pitch.

Samtidig med finalerne blev der spillet en betydningsfuld T20 kamp i serie 1 der afgjorde hvem der skulle rykke ned. De to nederste hold i gruppe A og B i serie 1 mødtes lørdag, nemlig Glostrup og Albertslund i Albertslund. Albertslund vandt lodtrækningen og sendte Glostrup til gærdet. Her fik Glostrup en god start med DInesh Kannan (36) og Rajesh Ayyappan (69). Rajesh blev den bærende kraft og med hjælp fra Venugopal Nagaraj (43) endte Glostrup på 181 for 5 på de 20 overs. Tre af de fem gærder skyldtes Imtiaz Ali, der nok ønskede flere overs. Albertslund gik til den fra starten anført af Ahmed Yaqobi (39) men gærder faldt i den anden ende indtil Imtiaz Ali (20) kom til. Da Ahmed faldt med 65 på tavlen kned det med scoringen og holdet faldt bagud. Yasir Ayub (23) og Ahsan Habib (24*) forsøgte at kunne nå op men Albertslund manglede 21 points. Med resultatet må Albertslund spille i serie 2 næste år. Hvem der rykker op er endnu ikke afgjort.

Mens finalerne tiltrak sig opmærksomhed blev der faktisk spillet to kampe i 1.division, idet Husum var på en dobbelttur til hovedstadsområdet. Lørdag var Husum på Svanholm Park og mødte Svanholms andet hold. Her valgte Husum at gå først til gærdet og kom i vanskeligheder med 4 gærder nede for 33 Men Dineth Madurawala (58) og Cane Peper (31) fik mere styr på tingene. Med Hauke Müllers (20) hjælp havde Husum 144 på tavlen men så kollapsede holdet takket være Amod Mahajans kastning med 4 for 13 og holdet var ude for 156. Svanholm mistede hurtigt et gærde til veteranen Hauke Müller men James Moniz fedter ikke og scorede 56 på 35 bolde inden han blev grebet. Så var Svanholm godt på vej og med Said Alam (43) ved gærdet passerede Svanholm for tabet af 5 gærder.

Søndag var Husum i Albertslund hvor holdet mødte KBs andet hold i et højt scorende affære som blev tæt. KB valgte at gå til gærdet og de første 25 overs var domineret af Yatin Tailkar (76) der sammen med Aynal Rana (32) og Saif Ahmad (39) fik KB på 191 for tabet af rteelt 5 gærder men Husum kunne ikke lukke halvlegen da Hamza Quereshi (71*) der med adskillige grænseslag og støtte fra Sami Ahmad (33) og Mohammed Khushdil (32) fik KB på 336 efter de 50 overs. Det gik ud over alle Husums kastere. Da Husum mistede to hurige gærder i starten kunne man frygte en kollaps efter en lang marktur, men sådan gik det ikke med Dineth Madurawala førende med 50 og støtte fra Paul Warman (33) og Hauke Müller med (28) var Husum på 194 for 7 i den 40 over. Så tog Josch Jensen (51*) og Tom Wiese (70*) fat og med en god samling grænseslag forsøgte at nå op på KBs total men måtte erkende der var ikke overs nok og manglede 19 points med 317 for 7 på tavlen. Med to nederlag er Husum endt på sidstepladsen i division med kun én sejr ud af syv kampe og skal på arbejde efter sommerferien.

PP

Back To Top