skip to Main Content

Skanderborg fejer 125 år med en sejr

  • Skrevet af: Peter Power

LØRDAG

Elitedivision

Hovedkampen var uden tvivl den mellem Skanderborg og Svanholm, hvor Skanderborg brugte dagen også til at fejre sit 125 års jubilæum. Det betød, at der var mange mennesker tilstede og det gav, især om eftermiddagen, en god stemning. Nyheden i Skanderborg var at deres nye scoringstavle endelig blev taget i brug. Den er magen til den i Herning. Begge hold var i stærkeste opstilling og Skanderborg vandt lodtrækningen og valgte at gå i marken. Ifølge anføreren Rizwan Mahmood var beslutningen baseret på, at Svanholm har altid været god til at batte sidst og det er bedre, at de kommer mere under pres ved at batte først. Der var ingen antydning af noget pres fra Svanholms side fra starten, da Hamid Shah (52) og Musa Mahmood (61) havde en gærdestand på 96 på 14 overs, da Hamid blev grebet på Aftab Ahmeds kastning. Abdul Hashmi kom til og holdt den ene ende, mens gærderne faldt i den anden. Christian Pecks legspin voldte problemer og han tog 3 gærder, mens Aqueel Amjad tog 2. Men Svanholm var ellers på vej mod en 300+ total i starten, men selvom de havde mistet 5 gærder stod der 197 på tavlen, så der var stadig udsigt til en stor total. Men efter Abdul blev fanget ben for af Aqeel gik det ned af bakke for Svanholm og det sidste 4 gærder faldt for bare 6 points. Alligevel stod der 252 på tavlen, da det sidste gærde faldt. En ellers god total efter danske forhold, men Skanderborgs bane er klippet kort og tørt og derfor lynhurtigt ligesom andre baner. Der har været mange store totaler på det sidste.

I pausen benyttede Skanderborgs formand Chris Rasmussen til at holde tale og uddele æresmedlemskaber til 4 personer i klubben. Der var også besøg fra TV2 Østjylland og deres video mv kan ses her: https://www.tv2ostjylland.dk/skanderborg/de-er-blandt-danmarks-bedste-men-savner-bedre-faciliteter

Tonen fra Skanderborgs svar kom på den allerførste bold kastet af Mads Henriksen, idet Monty Singh (28) slog den til seks. Skanderborgs træner Ryan Cartwright (88) var den anden åbningsgærde og hans spil viste hvordan man blive en god gærdespiller, idet han spiller med lodret bat og venter til den dårlige bold kommer. Ryan blev den centrale del af Skanderbogs gærdespil indtil han dog lavede en fejl, der kostede hans gærde. Skanderborg var ellers godt kørende, men Ryans afgang kom lige efter Rizwan Mahmood blev grebet på stregen og Aftab Ahmed blev straks kastet ud. Nu var der pludselig pres på med fem gærder nede, men Anders Bülow (27*) og især Kamran Mahmood (59*) spillede fornuftigt og afviste Svanholm, der brugte i alt 8 kastere.
Skanderborg vandt med 5 gærder, men som anfører Rizwan sagde inden kampen, så var kampen gratis idet både Skanderborg og Svanholm ender i slutspillet og da man ikke overfører points til slutspillet havde kampen ingen betydning desangående. Der var mange, der var uforstående overfor hvorfor der ikke var blevet vedtaget noget forslag om bonuspoints ved sidste repræsentantskabet. Hvis man havde, så ville denne kamp haft stor betydning.

Video highlights Skanderborg v Svanholm (YouTube)

På Mikkelberg ved Husum var KB på besøg, hvor KB valgte at gå til gærdet først. KB fik ellers points på tavlen, men Hauke Müller og Casper Müller fjernede begge åbningsgærder med 45 på tavlen. Saif Ahmad (94*) var kommet til og blev ankermanden i KBs halvleg støttet af Annique Uddin (43) og Delawar Khan (18). Da disse var gået gik det ned ad bakke for KB, da halen bidrog slet ikke pointsmæssigt. Saif trak det lange læs og fik KB fra 195 til 238, da sidste man blev fanget ben for. Gerrit Müller med sit spin var Husums bedste med 3 for 36. Det så ellers godt ud for Husum, da de var 77 for 2 gærder, men ud over Cane Peper med 48 kunne Husums normale bedste ikke bidrage med meget og pludselig var 7 gærder nede for 117. Paul Warman (22) og Jannik Wiese (17) kæmpede videre, men Husum kunne ikke spille Anique Uddins spin, da han tog 6 for 31 og Husum var ude for 162.

Den sidste kamp lørdag var mellem Albertslund og Glostrup på Solvangsparken i Glostrup. Albertslund valgte at gå til gærdet først. Nogen fremragende start fik de ikke og var egentlig i problemer, da fire gærder var nede for 42, men Mudasser Ali (58) og Mohammad Ali (44) fik en gærdestand på 94 og med støtte fra Jafar Butt (20) og Ahsan Habib (21*) endte Albertslund på 209. Glostrups Haroon Khan var den bedste våben med 4 for 43. Glostrups svar fik den værste start da Hassin Rashid blev grebet på den første bold, men CricClubs viser han ikke modtog nogen bold og alligevel blev grebet. Heldigvis tog Abishek Gupta (50) og Rajesh Ayyappan (33) fat indtil Rajesh blev grebet med 50 på tavlen. Herefter var det anfører Taha Ahmed, der tog fat og hans 86 not out var medvirkende til at Glostrup passerede med 3 gærder i behold.

Glostrup fik derfor deres første sejr, der betyder at Soraner nu er alene i bunden uden points. Mens KB, Skanderborg og Svanholm sidder på de første 3 pladser, er der nu kamp om den 4.plads til slutspillet mellem Husum og Ishøj.

1.division

Herning var på besøg på Svanholm Park for at møde Svanholms andet hold. Herning er nu anført af Raizul Sawmy, da Glen Hedevang har brækket foden i anden sammenhæng og kan nok først være med i august. Herning blev sendt til gærdet og her var stjernen Phil Mansfield (62), der sikrede at Herning fik en rimelig start. Med bidrag fra Raizul (32), Baaskar Balakumar (30) og Minhaz Mannan (22) endte Herning på 214 for alle gærder i den 47. over. Haris Ahmed og Mustakim Aslam tog begge 3 gærder for Svanholm. Svanholms svar var præget af en hurtig start takket være James Moniz (26) og Toby Adams der med 52 var en ankermand inden han faldt som 6. gærde ved 158. Svanholm tabte ellers to gærder mere takket være Raisul Sawmys spin (3 for 26), men Raja Sana (31*) og Harris Ahmed (17*) afviste Hernings pres og de spillede sejren hjem.

I Ishøj var Kolding på besøg og hjemmeholdet valgte at batte først. Ishøj var ellers i problemer med 4 gærder nede for 42 men Azim Khan (60) og Asim Akram (30) fik Ishøj over hundrede. Med yderligere bidrag fra Mansoor Khan (27) samt Zayan Shams (23*) nåede Ishøj på 229, da det sidste gærde faldt i den 44 over. Kolding var ligeledes i problemer med 4 gærder nede for 49, men Rasmus Kirkmand (99) og Satish Muthyal (42) fik Kolding ud af problemerne og var godt kørende indtil begge faldt med 203 på tavlen. Så vendte kampen og Kolding mistede 3 gærder mere, således at det sidste par skulle score 15 points. Salahuddin Salarzei lavede de 11*, men partneren Sivakrishna trods 17 bolde blev kastet ud da Kolding manglede 3 points.

SØNDAG

Elitedivision

Soraner var i aktion søndag med et besøg i Ishøj, hvor hjemmeholdet valgte at gå først til gærdet. Takket være 88 fra anfører Adeel Akhtar samt 43 fra Rabi Tariq og mindre bidrag fra de sidste gærdespillere nåede Ishøj på 244 for 8 efter de 50 overs. Soraners anfører Naveen Bobburi var bedste kaster med 3 for 68. Efter en rimelig start var Soraner i problemer med 7 gærder nede for 133, men Pnakj Singh (37*) forsøgte ellers at holde sammen på halvlegen, men Pawan Kumar og Azim Khan slog til og fjernede de sidste par så totalen viste 204 for alle.

1.division

Kolding fortsatte deres dobbelttur med at besøge Hvidovre, der vandt lodtrækningen og sendte Kolding til gærdet. Rasmus Kirkmand var igen på spil for Kolding, denne gang med 55*. Medspillere var Andreas Krengel med 44 og Mustafa Mayar med 25, da Kolding var ude for 193 i den 49. over. Det viste at være mere end nok, da Mustafa Mayar med 4 for 31 og Salahuddin Salarzei med 3 for 19 gjorde indhug i Hvidovres top. Hvidovre var 38 for 7 da Jamsaid Anwar med 33 var med til at løfte Hviovre på 93, men Rasmus Kirkmand var igen på spil og med 3 gærder for 6 var Hvidovre ude for 103.

På KBs bane på Peter Bangs Vej var AB på besøg og AB vandt lodtrækningen og gik til gærdet. Med bidrag fra Usman Ali (33), Mudabber Hussain (36), Jawad Ali (22) og Fazan Ahmed (24) endte AB på 176 all out. KBs veteran skruekaster Bashir Shah var bedste kaster med 3 for 23. KB fik ikke en god start med 2 gærder nede for 6 takket være Roshan Ahmadzai (10-1-18-3) og KB kom aldrig over denne start, da gærderne faldt jævnligt. Kun Hassan Farooq med 29 og Yasir Iqbal med 23 ydede modstand, da KB var ude for 138.

Svanholm 2 fører nu 1.division med 5 sejre efterfulgt af KB 2 og Kolding med 4 sejre. Herning er stadig i bunden uden sejre men de har kun spillet 3 kampe.

Back To Top