Selv en Alfred Hitchcock kunne ikke have lavet en mere spændende afslutning

  • Skrevet af: Jørgen Jønsson

Danmarksmesterskabet gik til Svanholm, da en KBer blev løbet ud på sidste bold

De nye danske mestre fra Svanholm stående fra venstre: Wahab Hashmi,Toquer Ahmad, Mads Henriksen, Jonas Henriksen, Atta Ullah, Saif Ahmad, Shabaz Shahzad, Siddende fra venstre: Osman Saif, Saad Ahmad, Zishan Shah (anfører), Taha Ahmed, og Abdullah Mahmood

 

Det danske mesterskab blev for første gang i DCFs historie afgjort på allersidste bold i kampen mellem Ishøj og KB, da Omar Hayat fra KB, som var i færd med at batte mesterskabet i hus, uheldigvis blev løbet ud på den allersidste bold. Indtil da have Omar spillet en yderst fornuftig halvleg, som lignede en ren vinder for holdet- hvis Omar(41) og hans makkers løb var lykkedes, med Omars slag på en fuldpitcher ud til midwicket, var kampen endt uafgjort, og KB ville have genvundet mesterskabet. Løbet blev misset, og mesterskabet røg dermed til Brøndby.

Det var nok Ikke til at bære for det kæmpende KB-hold, mens jubelscenerne hurtigt spredte sig til Brøndby.

Wahab Hashmi danser ballet ved gærdet

Inden dette historiske drama udspillede sig, var en smuk cricketdag blevet nøje fulgt både i Ishøj og Brøndby. Der var virkelig gang i de uvurderlige telefoner til DCFs Livescore på de to baner, og formentlig også til de cricketinteresserede som sad hjemme foran computeren.

De to vigtige kampe Svanholm-AB og Ishøj-KB blev naturligvis fulgt skiftevis, hvor kampen på Svanholm Park hurtigt viste sig at blive en form for en ekspeditionssag, var kampen i Ishøj et noget mere intenst opgør.

På Svanholm Park scorede Svanholm først 288 for 4 – Saif Ahmad (69), Mads Henriksen (58 not out) Wahab Hashmi (41 not out) og A, Ullah (40). AB formåede kun at svare igen med 103 J. Ali (30) og N. Hussain (22) bedste Svanholm kaster unge Abdullah Mahmood med 3 gærder for 14 og Saad Ahmad med 2 for 13. Da kampen var færdig ilede hele Svanholm-holdet ud på Ishøj, hvor man nu lugtede spænding.

Saad Ahmad får Annique Uddin stokket ud

Ishøj gav igen KB store problemer

Spænding må man nok sige der var for alle pengene hos Asmat Ullah og Co. Ishøj havde vundet lodtrækningen og valgte at gå til gærdet. Vi har på redaktionen tit og ofte skrevet, at Ishøj ikke vil og måske heller ikke er i stand til at batte alle 50 overs? Denne dag æder skribenten sin gamle hat, hvis jeg havde en sådan. I dag viste holdet flot moral og blev derinde på den meget svære pitch, og det gav pote. Selv om 148 , Adeel Akhtar (45) og Monty Singh (36) KBs Keith Dabengwa tog 4 for 28- måske ikke lyder af så meget, udtalte Mehtab Singh, at fik Ishøj ”skrabet” ca 150 points sammen, var det måske nok til en sejr. Man må sige at hr. Singhs profeti holdt til sidste bold. Det var især da KBs træner Keith Dabengwa(40) blev dømt ben for, at Ishøjspillerne og for den sag skyld også Svanholmspillerne og deres publikum begyndte at vejre morgenluft. Efter dette gærdefald virkede det som om, at den resterende KB-gærdeside var rystet.

En af Svanholms bedste gærdespillere SaIf Ahmad ligner en der råber mig kan I stole på og resten af holdet griner og samtykker

De sidste 10 overs udviklede sig til et sandt mareridt for KBs sidste gærdespillere, og da den sidste bold var kastet og KBs Omar Hayat, der efter to timers koncentration blev løbet ud på den allersidste bold, forstår man, som beskrevet i indledningen, godt hans og klubbens store frustration. Ishøj vandt med et points, hvor holdets bedste kaster blev Javid Khan med 3 for 18.

Det var naturligvis en flok slukøret KB-spillere, men også nogle storjublende Svanholmspillere, som alle havde fundet vej til Ishøjs bane for at følge de sidste spændende overs. DCFs formand uddelte efterfølgende de fortjente guldmedaljer til Svanholm (Nr. 27) og sølv til KB. Som turneringen er skredet frem efter den første halvdel, hvor KB lignede en gentagelse af sidste års mesterskab, men hvor Svanholm i den sidste halvdel af sæsonen udviste en langt bedre mental styrke og bedre spil, og gik ubesejret gennem holdets sidste 7 kampe. Holdet blev bedre og bedre, som turneringen gik på hæld. Stor ros til Ishøj, som hvis de havde spille hele sæsonen som de sluttede den, nok havde vundet metal.

Jørgen Jønsson

Back To Top