Regn igen på spil

  • Skrevet af: Peter Power

 

Denne weekend var den sidste i grundspillet for Elitedivisionen og havde betydning for fordeling af bonuspoints for brug i begge slutspil.

LØRDAG

I Elitedivisionen var der to kampe lørdag. I Albertslund var Svanholm på besøg. Svanholm vandt lodtrækningen i en kamp reduceret til 30 overs pga. vejret og sendte Albertslund til gærdet. Albertslund blev holdt nede i starten af Svanholms kastere og mistede hurtigt et gærde. Albertslund kom ikke rigtigt i gang med at score og kun Naveed Mughal (41*) viste modstand. Svanholms skruekastere Ehsan Karimi med tre gærder og Moeez Raza med et skar igennem og forhindrede mange points. Albertslund endte med 118 for 8 efter de 30 overs, hvor Svanholm brugte 8 kastere. Hamid Shah var tilbage hos Svanholm og han bankede 47 på 25 bolde, mens Abdul Hashmi nøjedes med 44* og Jonas Henriksen 21*, da Svanholm passerede i den 12 over.

I Glostrup mødte hjemmeholdet AB i en kamp, som ikke blev reduceret, men som næsten blev afviklet inden for 30 overs. Glostrup sendte AB til gærdet og hurtigt fik gevinst, da fire gærdespillere var ude med 40 på tavlen, hvoraf de 22 skyldtes Zaman Chaudary (33). Sohaib Zahid (33*) blev ankermand, mens der blev scoret points og faldt gærder i den anden ende. Glostrups Vibhor Chaudary med fire gærder for 39 samt Venugopal Nagaraj med de to sidste gærder fik AB ude for 119 på bare 34 overs. Glostrup gik til vaflerne fra starten anført af Dinesh Kannan, der med 53 på 35 bolde med 3 seksere og Rajesh Ayyappan med 32* fik Glostrup på 80 i den 10 over. Støttet af Vibhor Chaudary (17*) passerede Glostrup ABs total i den 19 over for tabet af tre gærder.

Der var også to kampe lørdag i 1. division. På Husums bane Mikkelberg var Ishøjs andet hold på besøg, som del af en dobbelttur, til en kamp reduceret til 40 overs. Husum sendte Ishøj til gærdet, som fik en god start med en gærdestand på 85 mellem Aqdus Rakman (46) og Imran Ahmed (35). Så faldt der hurtige gærder indtil Ali Akhtar (46) og Nabil Akhtar (20) løftede holdet til 156. Efter Nabils fald var det Ali som fik holdet på sluttallet 193 i den 40. over. Husums Gerrit Müller med 3 for 32 var bedste kaster. Husum fik ikke det bedste start med to gærder nede for 27, men Cane Peper med 54 og dagens mand Gerrit Müller med 104 not out sørgede for at Husum næsten var i mål, og det var passende at Gerrit scorede de 13 af 14 points nødvendigt for en sejr i den 27. over og dermed nåede sin century på bare 68 bolde. Ishøj prøvede vist alt med 9 kastere for at bryde en gærdestand på 153 points. Det lykkedes også men ved et løbet ud.

I Herning var KB 2 på besøg som del af en dobbelttur. Det er velkendt, at man siger at det altid regner i Herning og radaren pegede også på at Herning ville blive ramt. Derfor blev der spillet en 20 overs kamp, som er minimum ifølge reglerne. Herning valgte at sende KB til gærdet, der endte med at score 113 for 9 på de 20 overs. Det var en typisk T20 halvleg hvor 8 mand blev grebet og én løbet ud. Yatin Railkar med sine 27* sørgede for at KB kom over de 100 points. Dayakar Koneru var Hernings bedste med 3 for 30 på 4 overs, mens Suya Anand var billigst med 2 for 11 på 4 overs. Herning passerede for tabet af 2 gærder i den 17 over. Glen Hedevang lagde an med 21 på 15 bolde, mens Raizul Saumy med 47* og Surya Anand med 22* sørgede for sejren.

SØNDAG

Igen var der to kampe i Elitedivision, hvor den som havde mest interesse var mødet mellem Ishøj og Skanderborg i Ishøj, som ville afgøre hvem der endte på 3. pladsen i grundspillet og dermed opnå én bonuspoint til slutspillet. Ishøj valgte at gå først til gærdet og var i problemer med 3 gærder nede for 34 takket være Anders Bülow og Aftab Ahmed, da Skanderborg stadig var uden Oliver Hald. Salar Khan (41) og Muhammad Salman (31) fik Ishøj ud af problemerne indtil Muhammad blev grebet med 83 på tavlen. Så faldt gærderne inklusiv Salar, men Azim Khan (37) sammen med halen fik Ishøj på 166 for alle i den 45. over.
Skanderborg løb straks i problemer takket være Atta Ullah med sine 3 for 17 samt Wahab Ul Hassan med 3 for 10. Kun Rizwan Mahmood (20) viste modstand, da gærderne faldt med 2 mand ude på første bold. Ishøjs pitch er berygtet for at være ustabil og det ser ud til at kunne være årsagen til Skanderborgs kollaps, da holdet var ude for 58 i den 21. over. Kampen blev i øvrigt dømt med 1 dommer fra Essex i England som led i en dommerudveksling, hvor 2 dommere fra England dømte i Elitedivisionen denne weekend.

Den anden kamp var mellem Soraner og KB spillet i Gentofte. Her valgte Soraner at gå til gærdet og kom under pres fra KBs åbningskastere Saran Aslam og Ali Ul-Hassan. Efter 10 overs stod der 37 for 5 på tavlen, hvoraf de fire gærder skyldtes Ali Ul-Hassan. Da de to kastere holdt pause, kom Nicholas Sonne-Ruud og Bashir Shah til, og med to gærder hver var med til at Soraner var ude for 88 i den 25 over. Davinder Singh med 18 not out til sidst var med til at hæve totalen. Bashir Shahs præcision betød at han kostede kun to points på tre overs. Så vil læseren forvente, at jeg skrev at KB passerede uden problemer på no-time, men sådan gik det ikke. Trods Ali-Ul-Hassans 25 og Aden Aftabs 27 så lykkedes det KB at miste 6 gærder før det lykkedes at passere og det skyldes bl.a. Gangadhar Kudipudi med 3 for 17.

Med grundspillets afslutning kan man nu se, at Svanholm (3 bonuspoints), KB (2 bonuspoints), Ishøj (1 bonuspoint) og Skanderborg (ingen bonus) skal spille om det danske mesterskab. De øvrige 4 hold Glostrup, AB, Soraner og Albertslund skal spille om nedrykning. I næste weekend skal AB og Albertslund spille en udsat kamp og den kan i teorien have betydning for fordeling af bonuspoints til nedrykningsspillet.

I 1. division blev der søndag spillet 3 kampe.

I Køge var der topkamp mellem nr.1 Svanholms andet hold og nr.2 Køge og det blev en tæt affære. Køge valgte at gå først til gærdet og uden Jamshid Khan var det Akbar Uriakhail (84), som bar Køges halvleg, indtil han faldt som ottende gærde. Han fik støtte fra Shakerullah Safi (17) og Absar Khan (25), da holdet var ude for 165 efter 44 overs. Mustakim Aslam med 3 for 32 og Haris Ahmed med 3 for 32 var Svanholms bedste. Svanholm startede stille, selv med James Moniz (15) ved gærdet og han faldt som det første i den 10 over. Toby Adams (31) og Muhammad Safeer (57) bar Svanholms halvleg fremad, men Obeidullah Safi løb Zishan Shah (19) ud og tog 3 gærder, der gjorde at Svanholm var 164 for 9, men Arun Kumar (16*) og Asad Shah (1*) sørgede for at sejren blev sikret.

Ishøjs andet hold var på anden dagen af deres dobbelttur i Esbjerg, hvor Esbjerg valgte at gå først til gærdet. Esbjerg, som var uden Rubin brødrene, mistede anfører Mbulelo Nkomo i den anden over og Narongchaj Nielsen straks efter, men Sankar Govindarajalu (64) blev holdets redningsmand og Muaz Hussain (34) og Tanmay Chaturvedi (24) var med til at Esbjerg nåede 176 for alle i den 41. over. Ishøj kom straks i problemer ved gærdet og var 3 nede for 17, takket være to gærder fra Mbulelo Nkomo, men Muhammad Azhar (24), Imran Ahmed (18) og Ezatullah Jabarkhel (20) fik Ishøj fremad, men 4 gærder for 19 fra Pankaj Bhatia og 3 gærder fra Tanmay Chaturvedi sikrede Esbjerg sejren med Ishøj ude for 122.

Den sidste kamp foregik i Kolding, hvor KBs andet hold afsluttede deres dobbelttur. KB valgte at gå til gærdet og mistede hurtigt to gærder før Parvven Sharma (22) og Yasir Iqbal (58) fik holdet på 126 og de sidste gærdespillere fik KB på 145 for alle. Kolding mistede også 2 gærder relativt hurtigt, men anfører Aziz Ahmad (30) og Atharva Mohrir (35) fik mere styr på holdet. Efter Aziz blev grebet kom Mustafa Mayar (25) til, men begge var væk da tavlen viste 113 for 6. Endnu et gærde faldt ved 114 og det ottende ved 118. Rizwan Bashir (10) fik holdet oppe på 136 for 9, men sidste mand kunne ikke holde længe og Kolding var ude for 140. Dermed en sejr til KB på 5 points.

Med sejren over Køge fører Svanholm nu 1. division med 14 points (de kan ikke rykke op) med Køge og Herning på anden pladsen med 12. I bunden er Kolding nu isoleret med 2 points, mens Husum har nu 4 points.

Der er ingen billeder eller video denne gang, da undertegnede havde familiebesøg fra UK, men den kamp jeg ville havde taget til blev påvirket af den masse regn der var om lørdagen.

Back To Top