
Pitchen vandt
Elitedivision Skanderborg v Svanholm
Der var ikke megen sol at se i Skanderborg men det var varmt og banen var uden regn knas tørt og hurtigt. Svanholm sendte Skanderborg, der var uden Michael Pedersen, til gærdet for at kunne spare på kræfterne efter sidste uges marathon i varmen. Den første over havde Chr. Peck ingen problemer med to coverdrives til grænsen. Men i de følgende overs kunne man få fornemmelsen at der bliver problemer, da den lange bold steg og fik gærdespilleren i vanskeligheder. En bouncer fra Jonas sejlede over gærdespilleren og keeper for 4 ekstra plus en fejlbold, men der kom dog points på tavlen. Med 27 på tavlen fik Chr. Peck en kort bold som absolut blev nede og han havde ingen chance at spille den. Sangeev fik en kort bold han ikke kunne finde ud af og fik en inderkant til keeperen. Kort efter faldt Sasitharan, fulgt efter af Anders Bülow og Hamad Zaman. Selv Rizwan Mahmood havde vanskeligheder med lange bolde der steg meget. Med udsigt til Skanderborgs hale valgte dommerne at stoppe kampen da pitchen var farlig og uforudsigelig med 33 på tavlen for 5 gærdefald. Det er ikke længe siden at pitchen er blevet omlagt, men der ligger nok for mange små sten under tæppet. Resultatet blev at kampen blev aflyst og skal spilles igen. Nu har Skanderborg 14 dage inden den næste hjemmekamp for at kunne gøre noget med pitchen.
1.division
I Kolding blev der spillet en hel kamp i 1. division hvor Svanholms andet hold var på besøg og de gjorde også det fornuftige måske at sende Kolding til gærdet først. Christa Botma går altid til vaflerne og i dag var ingen undtagelse med 3 firer i løbet af de første 7 bolde men på det ottende gik det galt. Martin Pedersen faldt kort efter så det var Steffan Langholz som holdt den ene ende kørende indtil Minik Pedersen kom til gærdet. Deres gærdestand på 67 fik holdet oppe på 115 før Stefan blev grebet ud. Minik blev grebet ikke så længe efter så det var Mayar som holdt det kørende mens gærderne faldt i den anden ende. Kolding var ude for 159 og det er ikke meget på Koldings lille bane. Det vidste Munir godt for Svanholm for med hans 75 not out på bare 54 bolde med 5 sekser var han hovedmanden bag Svanholms sejr støttet af Ahmad og Bobby Malik.