
En overrasket Jörg Krüger fik Kurt Nielsen-pokalen
Af Søren Nissen
Kurt Nielsen-pokalen blev indstiftet i sin tid til minde om og til ære for forbundets første formand og stifter Kurt Nielsen.
Da Kurt Nielsen gik i gang med planerne om at bryde løs fra DBU mødte han stor modstand. Cricket var virkeligt langt nede på det tidspunkt, men med – vi citerer DBUs daværende generalsekretær Erik Hyldstrup: ”Hans ildhu, stædige tro på sagen og høje idealisme ” lykkedes det i 1953.
Alle disse egenskaber har modtagerne af Kurt Nielsen-pokalen gennem årene haft og ordene kan i særlig grad benyttes på dette års modtager Jörg Krüger.
Pokalen uddeles kun hvert femte år til en markant leder, der for sin klub og også gerne forbundet har gjort en exceptionel indsats.
Jörg Krüger får nu sit navn blandt denne perlerække af ledere.
Krügers indsats i Husum har været enestående. Da Henry Buhl levede var han Buhls højre hånd og efterhånden som Buhl blev ældre tog han mere og mere over. I de sidste mange år har han sørget for, at ungdomscricket blomstrer i et område, der er så fjernt fra de nærmeste cricketklubber. Både i Buhls tid og i Krügers har ungdomscricket i Husum været et must, noget som var foreningens adelsmærke.

Så Krüger hjerte banker for ungdommen, men selvfølgelig skal der være seniorcricket og det sørger han også for og indtager gerne keeperpladsen på Husums førstehold, når det ”nu er nødvendigt”.
Og cricket kan altid kalde på Krüger, når det ”nu er nødvendigt” . Han har taget en periode i DCFs bestyrelse, han lægger programmer for DCFs jyske ungdomshold og lavere rækker i Jylland og han tilsiger de jyske dommere foruden at han organiserer al indendørscricket i Jylland.
Som formand Umair Butt sagde under overrækkelsen, der skete ved inde-DM for ungdomshold er det meget svært at pege på noget, som Jörg Krüger ikke laver indenfor cricket.
-Du lever i den grad op til kriterierne for modtagelsen af pokalen og det er mig en ære at få lov til på denne måde at hylde og takke dig for din indsats, sagde han.

En rørt og fuldstændig overrasket Jörg Krüger sagde i sin takketale, at der var tre ledere, som havde inspireret ham i sin daglige gerning. Det var Henry Buhl, Peter Palle Klokker og Jørgen Jønsson.
Nu er det kommende ledere, der bør lade sig inspirere af Jörg Krüger….