skip to Main Content

Nordic Camp for kvinder

  • Skrevet af: Alex Olsen

Masser af kvinder samlet i Køge

Skrevet af Ronja Thøger Nielsen

Dansk Cricket-Forbund og Køge Kricket Klub var gennem weekenden, den 3.-5. februar 2023, værter for den første Nordic Camp, hvor kvinder fra Finland, Sverige og Norge blev inviteret til en indendørs træningsweekend i Danmark.

Ideen om at samle kvinder på tværs af landene til en social weekend med omdrejningspunkt i fællestræning og kampe er ikke ny. Det har længe været på tegnebrættet, da alle forbund har et ønske om at styrke det nordiske cricketfællesskab for kvinder. Af denne grund er vi også glade for at projektet endelig kunne løbe af stablen.

Fredag d. 3. februar

Arrangementet var planlagt til at starte med en fællestræning fra kl. 13.00 til kl. 18.00 i Køgehallerne. Programmet inkluderede batting- og kasteøvelser, spilrelaterede øvelser og slutteligt højintensive markøvelser. Efter træning var der planlagt fællesspisning for alle i Køgehallernes cafeteria.

Det skulle dog vise sig ikke at gå så let, som man kunne ønske sig. Svenskernes tog var forsinket fra Stockholm, finnerne kom på omveje i den danske offentlige trafik, og nordmændene, der havde lejet biler, blev ligeledes forsinkede. De 32 kvinder, der skulle være med, kom altså dryssende lidt efter lidt, og træningen kom af denne grund først til at starte ordentligt en times tid efter planen.

Forsinkelserne satte imidlertid ikke en stopper for, at det blev en god træning. Kvinderne var glade for at komme i gang og få trænet ovenpå en lang rejsedag, og der var masser af smil og grin.

Lørdag d. 4. og søndag d. 5. februar

Anden og tredje dag i weekenden var turneringsdage. Kvinderne fra de forskellige lande blev fordelt og blandet på fem hold; blå, rød, grøn, lilla og orange.

Turneringsformatet var, at alle hold skulle møde hinanden i kampe bestående af 12 over. Alle skulle således spille 4 kampe i alt, men det ulige antal hold gjorde, at ét hold sad over på skift. Kampene gik i gang kl. 9.30 om morgenen, og om lørdagen spillede alle – på nær ét hold – 3 kampe, mens sidste hold kun spillede 2. Om spillede søndagen skulle de sidste kampe afvikles. Det betød 1 kamp for fire hold og 2 kampe for det hold, der kun havde haft 2 om lørdagen.

Første opgave for alle hold var at finde en anfører og sammen beslutte, hvad holdets strategi skulle være. En svær øvelse, når spillerne endnu ikke kender hinanden, men det blev løst rigtig godt på alle holdene. Og alle hold gennemgik en tydelig forbedring fra deres første til deres sidste kamp. Lilla og orange hold klarede sig imidlertid begge ubesejrede gennem første turneringsdag, og endte med at have en tæt kamp, da de skulle møde hinanden i allersidste kamp om søndagen.

Orange hold ender dog med at tage sejren og slutter ubesejrede!

Dansk Cricket-Forbund vil gerne takke svenskerne, finnerne og nordmændene for at være med til at gøre Nordic Camp til en realitet, mens der også skal lyde en stor tak til Lisbeth Søndergaard fra Køge Kricket Klub, der har stået for det praktiske i at booke haller og være i kontakt med cafeteriet.

Vi ser allerede frem til næste Nordic Camp!

Back To Top