skip to Main Content

Kvindecricket – hvordan går det egentlig?

  • Skrevet af: Carsten Martensen

Var det verdens bedste idé at genstarte kvindecricket midt under en pandemi?

Måske ikke, men vi er i gang og det er godt! Faktisk har vi oplevet rigtig mange positive henvendelser fra nye spillere, tidligere spillere, klubber og medier. Det støtter vores tro på, at det var helt rigtigt at begynde. Og er det ikke ofte sådan, at når man først er i gang, så opstår muligheder man ellers ikke havde forestillet sig?

Mange af vores nye spillere dukkede op til eventet i Glostrup i september 2020. Men, spillere er også kommet til efterfølgende. Eventet har i lige så høj grad fungeret som en mulighed for at kommunikere at nu sker der noget. Det er en erfaring vi meget gerne vil dele med andre, når man sætter noget nyt i søen, så er det en perfekt mulighed til at fortælle om det, herigennem kommer mange gange de bedste resultater.

Årets første udendørs møde

Træning – også digitalt

Spillerne har trænet så længe det var muligt indendørs i Idrættens Hus. Det var desværre ikke muligt efter jul, men meget produktivt indtil da, der blev meget hurtigt taget store skridt frem ad, så stor ros hele vejen rundt. Med strenge restriktioner i begyndelsen af året var træningen henlagt til de digitale træningsbaner. Det var nyt og uvant for alle, men når man vil, så lykkedes ting. Der blev gennemgået hjemmetræningsmetoder, taktik og positioner samt meget mere. Men vigtigst af alt, blev det gjort for at holde fast i fællesskabet og relationerne.

Da restriktionerne endelig tillod det, startede udendørstræning igen, det på trods af, at det var alt for tidligt at begynde udendørs crickettræningen. Derfor stod den på småspil og fysisk træning i parker rundt omkring i København, hvor der nu kunne findes plads. Da vejret blev mildere startede crickettræningen igen. Under nedlukningen havde størstedelen af spillerne fundet et hjem og medlemskab i KB og påbegyndte derfor træningen på Peter Bangs Vej. Det er vi rigtig glade for, fordi det aldrig har været meningen at forbundet skulle drive klubaktiviteter. Vi er også rigtig stolte af, at vi med et centralt initiativ har kunne vise, at der kan skabes bro til almindelige klubaktiviteter. Ikke alle spillere har fundet vej til KB, derfor opfordrer vi stadig andre klubber til at komme på banen, med åbne træningstilbud til nye, såvel som tidligere kvindespillere.

Der er ikke noget at klage over her. Balance, fokus, batløft. Udstyret står knivskarpt

Initiativet med at tiltrække nye spillere fortsætter, hver onsdag afholdes der træning på Glostrups baner. Her er alle velkomne, øvede som nybegynder. Formålet er at alle skal have det sjovt og opleve cricketspillets mange fantastiske facetter. Følg med på Facebook – https://www.facebook.com/KvindecricketDanmark eller på Instagram – https://www.instagram.com/kvindecricketdk/

Fremadrettet – Jylland here we come

Bag kulisserne arbejder vi forsat hårdt på, at dette ikke bliver en engangsting, som hurtigt går i glemmebogen. Kvindecricket er kommet tilbage for at blive. Derfor er det ambitionen at afholde lignende events som det i Glostrup, andre steder i landet. Vi forventer snart at kunne melde en dato ud for et event i Aarhus.

Vi kan også kun opfordre alle tidligere spillere til at dukke op søndag d. 20. juni, hvor der er fællestræning i Fredericia. For mere info, følg med på Facebook eller kontakt Carsten. Ligeledes vil vi gerne opfordre til at man kigger forbi lørdag d. 12. juni, hvor der er flere kvindecricketkampe på programmet i Køge, se mere info i turneringsprogrammet på cricket.dk.

Hvad så med landsholdet?

Det hele startede jo med ”kom på landsholdet hvis du vil”. Det gælder sådan set stadigvæk, forbundets ambition er at kunne samle et landshold og spille landskampe mod andre nationer. Med de nuværende restriktioner er det ikke muligt, men Rom blev, som bekendt, ikke bygget på én dag. Ambitionerne stopper ikke ved ”bare” ved at spille landskampe. Vi vil gerne være ”eligible” som det hedder i ICC sprog, altså berettiget til at spille med i ICC turneringer. Det bliver et forbund når det har en hjemlig turnering med 8 hold der spiller i en ligastruktur. Det er derfor naturligvis vores mål.

Udstyret skal være i orden

Vil du hjælpe? Selvfølgelig vil du det

Skal det lykkedes, skal vi have endnu flere klubber med. Sidder du der ude og tænker, hvordan kan jeg hjælpe til? Så tøv ikke med at række hånden op, der er mange opgaver, både store og små du kan hjælpe med. Det gælder også, hvis du sidder og er ”klubløs”, sig til, vi kan helt sikkert bruge din hjælp. Har du været med før og tænker ”mig kan de nok ikke bruge”, så tror om igen, sig til, tag kontakt, vi er altid klar på en snak.

Kontakt Carsten på carsten@cricket.dk så finder vi ud af det.

Back To Top
X