
Kold start til turneringen
Denne weekend bød på flere T20 kampe men også starten på Elite- og 1 division i 50 overs turneringen. Der var ikke fuldt program da der samtidig var Elite weekend, hvor der i Køge blev spillet 2 T20 kampe som led i landsholdsforberedelse.
LØRDAG
De fleste kampe blev spillet i øst og undertegnede var forhindret i at tage ud til lørdagens 1 divisionskamp mellem Esbjerg og Kolding i Esbjerg. Esbjerg vandt lodtrækningen og valgte at gå i marken. Trods et tidligt gærde formåede Kolding at lægge bunden til en halvleg med Andreas Krengel (50) og Vijan Kumar (30), men det gik langsomt, Da Vijay blev grebet med 81 på tavlen, var det gået 27 overs, men det ændrede sig med Steffan Langholz’s ankomst. Hans 51 på 31 bolde med 5 seksere fik Kolding tilbage på rette kurs og med Madderi’s 22 endte Kolding på 216 for alle gærder. Kasper Rubin og Mbulelo Nkomo tog begge 3 gærder.
Magnus Kristensen åbnede for Esbjerg og scorede 14 i den første over mens hans makker Sreeram blev kastet på første bold. Magnus blev grebet i den efterfølgende over, så Esbjerg var 16 for 2. Men brødrene Rubin fik skuden igen på rette køl med en gærdestand på 59, da Kasper (28) blev grebet, men Jakob (68) fortsatte nu med hjælp af Mbulelo Nkomo (43) og deres gærdestand på 92 gav troen på en sejr, men Mbulelo blev grebet af keeperen og to points senere faldt Jakob og Esbjerg derefter kollapsede og var ude for 173. Koldings Mustafa Mayar blev dagens mand med 6 for 37 i Koldings sejr på 43 points.
SØNDAG
Elitedivisionen åbnede sæsonen med kampen mellem Albertslund og Ishøj, hvor Albertslund valgte at gå først til gærdet. Det så til at nogen havde glemt at fortælle Mufaddal Noorbhaiwala, at det var en 50 overs kamp, da han slog 28 på 25 bolde som åbningsgærde indtil han blev grebet med 43 på tavlen. Efter et par hurtige gærdefald var det Naveed Mughal (37) og Mudassar Ali (52*) som fik mere styr på halvlegen og med hjælp fra “halen” endte Albertslund på 209 for 8 efter 50 overs. Ishøj fik en rimelig start med Salar Kahn (27) og Mohammed Shah (35), men Albertlunds Mudassar Ali slog til og fjernede dem begge og skar igennem Ishøjs gærdeorden, hvor resten scorede en-cifre scorer og Ishøj var ude for 86. Mudassar endte med 6 for 11 på 5 overs!
I 1.division blev der i øst spillet to kampe. Hvidovre debuterede i 1.division med at spille mod KBs andet hold på Peter Bangs Vej. Her fik Hvidovre at mærke hvordan det er at være i første division. KB valgte at gå først til gærdet og startede med en åbningsgærdestand på 96 mellem Pawan Sarangal (35) og Sami Ahmed (50). Lidt senere sørgede Yasir Iqbal (40) og Zakria Raja (72) for at totalen kom op på 218, mens de øvrige gærdespillere samt ekstra sørgede for at KB endte på 288. Jamshaid Anwar tog dog 3 gærder for 62. Hvidovre kom hurtigt i problemer, da Yasir Iqbal med 3 for 17 og Bashir Shah med 4 for 31 fik Hvidovre på 49 for 7. Heldigvis sørgede Waqas Nawas (55*) og anfører Riaz Liaqat (33) for at Hvidovre undgik en katastrofe og holdet endte med 164 efter 38 overs.
Svanholms andet hold mødte Ishøjs andet hold på Svanholm Park og det blev en ensidig affære. Svanholm valgte at gå først til gærdet og postede hele 322 for 5 gærder efter 50 overs. Mati Malik åbnede med 63, men stjernen var anfører Zishan Shah der gik not out med 128 på bare 101 bolde. Muhamad Kiyani sluttede halvlegen med 43. Ishøj kunne slet ikke komme i nærheden da de var kun ni mand og endte med 121. Muhammad Azhar var bedst med 34. Svanholms Arun Kumar var bedst med 3 for 23.
Søndag så også Herning på besøg i København for at spille 2 T20 kampe. Første kamp var mod AB og Herning var på forhånd svækket, da Surya Anand samt Glen og Stig Hedevang ikke var med. Det betød at veteranerne Morten Hedegaard og Glen Larsen måtte spille med. AB scorede 141 for 7 på deres 20 overs med Jawad Ali med 43 samt Fazan Ahmed med 30 og Mudabber Hussain med 31 som bedste. Anfører Raizul Sawmy tog ellers 3 for 24. Herning fik en elendig start da Morten Hedegaard gik på første bold og Raizul Sawmy kort efter. Subrata Gupta lavede 25, men ingen andre kunne gøre det bedre og Herning var ude for 95 i den sidste over.
Det gik endnu værre for Herning i kampen mod KB. KB gik først til gærdet og scorede hele 190 for 1 på deres 20 overs takket være 112* fra Lucky Malik samt 38 fra Zameer Khan og 34* fra Saran Aslam. Ulykkerne fortsatte for Herning ved gærdet, da Subrata Gupta gik på første bold og alle de efterfølgende gærdespillere faldt med en-cifre scorer. Herning var ude for 33 på 15 overs. Bilal Aftab tog 3 for 8, Ali Ul-Hassan 2 for 5, Annique Uddin 2 for 6 og Lucky Malik 2 for 6. Morten Hedegaard vil huske denne dag længe da han med 2 besøg ved gærdet modtog 5 bolde for 0 points. Herning vil få det svært i denne sæson.