
Klare sejre til topholdene KB og Svanholm
Albertslund ligner mere og mere det nye elitedivisionshold
Forsiden illustrerer ganske flot rundens bedste gærdespiller Zameer Khan udføre sit flotte drives til “UG med kryds og slange”‘
–
Banerne er knastørre og især markspillet lider under det med fare for svære hudafskrabninger for spillerne til følge.
I dagen to kampe i elitedivisionen var der ikke tale om spænding – KB og Svanholm vandt klare pligtsejre over Ishøj og Nørrebro med henholdsvis 85 og 96 points.
I kampen på Kløvermarken spillede Zameer Khan, Svanholm en fornem halvleg og lavede Century inklusive mange flotte drives, hvor Zameer viste hvordan benarbejdet skal fungere, når man ikke er bange for at spille på forreste fod og vel at mærke når man tør spille bolden i opspringet i 2- og 3 skridt i boldens bane.
Zameer Khan scorede 115 på 131 bolde inklusiv 12 firer- i to gode gærdestande, 90 sammen med Hamid Shah (31) og 99 sammen med Wahab Hashmi (51).
Svanholm scorede 272 for 9 efter at have mistet de to første gærder for 18 points. Bedste Nørrebro kaster blev Y. Ayub med 2 gærder for 49 points.
–
Nørrebro svarede igen med respektable 176 for alle – M. Sahi som topscorer med 52 points. Bedste Svanhom kaster blev T. Ahmed med 4 for 34 på sine 10 overs, medens Mads Henriksen virkede nok så farlig med 2 for 18 på 6 overs. Mads har med succes lagt sin kastning lidt om, hvor han i sit tilløb løber igennem fra første skridt, og dermed formår en lidt højere fart og opspring i sin aflevering. Svanholm vandt kampen med 96 points.

Der var heller ikke spænding i kampen mellem Ishøj og KB i Ishøj, hvor hjemmeholdet måtte stille op uden deres bedste kaster Delewar Khan.
KB vandt lodtrækningen og valgte at batte først. Holdets spillende træner Keith Debengwa gik på 5 bold, men dette så ikke ud til at sætte skræk i holdet fra Peter Bangsvej. Både Shehzad Ahmed (24) og P. Sarangal(32) spillede videre som ingenting var sket og lavede en gærdestand på 69 points.
J. Jojo og Amjad Khan sørgede længere nede i gærdeordenen for at lægge yderligere på totalen – 146 for 6, og KB endte med 230 for 9 på de 50 overs. Bedste Ishøjkaster var S. Singh med 2 gærder for 20 points.
Ishøj fik ellers en udmærket start med 44 før det første gærde gik, men så fik KBs bowlere bedre fat og stort set var det kun S. Singh (33) og Matti Malik (32) der rigtigt fik vist noget brugbart ved pindene. Ishøj nåede 145 for alle på 39 overs, hvor KBs bedste kaster var Keith Dabengwa med 3 gærder for 28 på sine 10 overs.
KB vandt således med 86 points.
I 1.division vandt topholdet Albertslund med 94 points over Svanholm 2 og er nu næsten klar til at spille i elitedivisionen for første gang i klubbens historie. I denne kamp imponerede den unge Svanholm-drengespiller Lucky Malik ved at score 63 på 59 bolde.
I den anden kamp i 1. division vandt Copenhagen med 118 points over AB.