
Klar til afgang til T20 World Cup
På onsdag den 13. oktober drager vores herrelandshold til Desert Springs i Spanien for at spille T20 worldcup Europæisk finale.
Desværre har forberedelserne været skudt noget i grus efter en konflikt mellem forbundet og en række spillere. Af respekt for de involverede parter, har forbundet valgt ikke at kommunikere omkring situationen tidligere.
Kort fortalt, så har der været forskellig opfattelse af, om forbundet har overholdt en aftale med spillerne om at kunne ændre i det udtagne hold inden turneringen. Spillerne blev udtaget den 29. juni – altså 3½ måned inden turneringen. Det er en meget tidlig udtagelse og begrundet i et fælles ønske om at kunne stille det bedste hold. Ligeledes var det betinget af, at en række forudsætninger fortsat var til stede, når den endelige holdopstilling skal indleveres til ICC 30 dage inden turneringen.
Landstræneren ønskede at foretage 2 justeringer, hvorfor 2 spillere blev taget ud af truppen og to nye udtaget som erstatning for dem.
Denne ændring af holdet og begrundelserne for disse blev ikke modtaget godt af den oprindelige udtagne trup. De meddelte forbundet, at de ikke ville være til rådighed for turneringen i Spanien, medmindre disse ændringer blev trukket tilbage.
Forbundet anser ændringerne for velbegrundede og inden for rammerne af den forståelse, der lå til grund for at udtage holdet så tidligt.
Et forsøg på dialog var umuliggjort af, at spillerne ikke ønskede dialog, medmindre forbundet først accepterede spillernes krav.
Forbundet ønskede ikke at bøje sig for dette ultimatum, og selvom det lykkedes at få nogle repræsentanter fra truppen i tale, så var situationen umulig, og i sidste ende var der 6 af de udtagne spillere der fastholdt deres ultimatum – og dermed måtte forbundet udtage erstatninger for disse.
Selvom disse 6 spillere, alle måtte formodes at være med i startopstillingen, så er der fundet gode erstatninger, og i denne situation er der blevet plads til at teste 4 talentfulde U19 spillere.
Vi er fortsat optimistiske om at levere en god indsats, selvom vi må erkende at det bliver en udfordring at opnå den oprindelige målsætning – nemlig at kvalificere os til World Cup Qualifier i 2022.
Holdet der rejser til Spanien er:
- Shangeev Thanikaithasan
- Lucky Malik
- Zahmeer Khan
- Delawar Khan
- Bilal Ahmad
- Musa Mahmood
- Surya Anand
- Absar Khan
- Anique Uddin
- Shakerullah Safi
- Bashir Shah
- Saif Ahmad
- Amjad Khan
- Frederik Klokker
Turneringen i Spanien live streames af ICC. Vi informerer når vi ved mere om dette.
Kamp programmet:
15 oktober: 10.15 Germany – Jersey & 15.15 Italy – Denmark
16 oktober: 10.15 Denmark – Germany & 15.15 Jersey – Italy
17 oktober: 10.15 Denmark – Jersey & 15.15 Italy – Germany
19 oktober: 10.15 Denmark – Italy & 15.15 Jersey – Germany
20 oktober: 10.15 Italy – Jersey & 15.15 Germany – Denmark
21 oktober: 10.15 Germany – Italy & 15.15 Jersey – Denmark