skip to Main Content
Rent bord....... 4

KB og Svanholm står lige

  • Skrevet af: Peter Power

Elitedivision

Interessen i dag var vendt imod Svanholms og KBs kampe forud for deres indbyrdes kampe, der skal afvikles i næste weekend.

Efter nederlaget til Skanderborg lørdag var Svanholm i Esbjerg, som stadig havde en teoretisk chance for at undgå nedrykning. I dagens kamp var Esbjerg uden Jakob Rubin, men havde veteranen Martin Øre med på holdet. Esbjerg vandt lodtrækningen og gik til gærdet. En god åbning fik de ikke. Krølle Nielsen blev grebet ud og Frederik Klokker lod en Atta Ullah bold køre som tog off-pinden. Heldigvis for Esbjerg undgik man en kollaps da Radhskrishnan (24) og Magnus Kristensen (40) tog fat med en gærdestand på 64 før begge faldt til Touqueer Ahmad. Kun Slebsager (18) og Earth Nielsen (17) havde en nævneværdig gærdestand på 31 i resten af Esbjergs halvleg, som endte med 155 på tavlen. Touqueer Ahmad blev Svanholms bedste kaster med 3 gærder for 13 på 10 overs.

En byge på 3 minutter lige da kampen blev genoptaget efter pausen var det eneste regn på dagen. Svanholm fik en rimelig god start med Zishan og Hamid Shah. Tavlen viste 28 på 36 bolde, da Zishan blev grebet af keeper Klokker. Det bragte Jonas Henriksen til gærdet og han fik følgeskab af sin bror Mads, da Hamid blev grebet med 55 på tavlen. Brødrene Henriksenen tog føreskabet og Mads viste sig fra sin destruktive side med at slå 5 sekser da de to sørgede for at Svanholm passerede uden yderligere gærdetab. Jonas sluttede på 34 not out og Mads var 75 not out. Halvlegen gav også Martin Øre chancen for at kaste igen. I sine yngre dage var han svingende i sin retningsans, så ingen vidste hvor bolden ville komme. I dag blev han dog dyr for Esbjerg da hans fire overs kostede 35 points.

Den anden vigtige kamp var mellem KB og Herning spillet på Albertslunds bane da KB er stadig uden sin egen bane. Herning vandt lodtrækningen og gik til gærdet og halvlegen kom til at ligne den fra i lørdags, hvor stjernen var Ramesh Lakmal. Han holdt halvlegen sammen med 87 og fik støtte fra Glen Hedevang med 26 og Khan, der slog 18 points til sidst på 16 bolde. Herning blev ikke kastet ud, men endte på 168 for 9 gærder på de 45 overs til rådighed. KB havde en god start da Khan og Dabengwa lavede 86 points sammen før Khan blev grebet. KB så oplevede et minikollaps, da de mistede 4 gærder i løbet af 10 points og det gav håb for Herning, men Dabwenga (85*) stod fast og sammen med Amjad Khan (25*) spillede sejren hjem.

Efter de to kampe står KB og Svanholm lige med 16 points hver før de skal møde hinanden to gange i næste weekend, men KB har de bedste kort på hånden, da deres NRR er klart bedre end Svanholms og det betyder reelt, at de behøver kun at vinde én af de to kampe for at blive mester. Man skal huske at mesterskabet i år skal afgøres med NRR, hvis begge hold står lige i points. Der er ingen omkamp.

1.division

Lørdag vandt Svanholm 2 deres kamp mod Husum i Husum overbevisende og stillede søndag op i Kolding. Her mødte de et Kolding hold som havde Christo Botma med igen og han kom til at vinde kampen for Kolding ved at score 103 ud af Koldings 263. Det var mere end nok for at vinde over Svanholm takket være Kirkmand, der tog 5 for 35 da Svanholm faldt sammen og blev kastet ud for 130. Svanholm 2 fører jo 1. division, men kan ikke rykke op. Soranerne ligger på anden pladsen og det cementerede de ved at vinde klart dagens kamp mod Copenhagen. Copenhagen blev kastet ud for 97 hvor P Singh tog 4 for 18. Soranerne passerede for tabet af 4 gærder. Der er ingen nedrykning at spille om i 1 division da Nørrebro bliver tvangsnedrykket da de har meldt afbud til 3 kampe.

 

Back To Top