skip to Main Content
Hvor Blev De Af 10

Hvor Blev De Af – Steen Lund

  • Skrevet af: Jørgen Jønsson

Steen Lund er i overført forstand født medlem i Kjøbenhavns Boldklub

Hvor Blev De Af 7

Unge Steen Lund debuterede for KB i 1971 på Landsholdet mod MCC

Fik af sin far sit medlemskab i dåbsgave til den fornemme klub

Man kan roligt sige, at denne uges ”Hvor Blev De Af-profil” Steen Lund, er den ”fødte” KBer.

Efter sigende fik Steen sit KB-medlemskab i dåbsgave af sin fader, den tidligere fodboldspiller Jørn Lund, som var med på det legendariske KB-mesterhold, der i perioden 1948 -1950 vandt 3 danske mesterskaber i træk.

Den nu 68årige Steen Lund har prøvet næsten alt i KB-cricketregi. Han blev i 1987 ”Æresgallarist” , og var en af de ledende spillere i klubben i over 20 år. Var i halvfjerdserne en af KBs bedste gærdespillere, der var meget svær at få fjernet, når han først var spillet ind. Ingen har sagt det mere præcist end den gamle venstrehåndsbowler Henning Lystrup, der i sin kendte humoristiske stil ved KBs 125 års jubilæum skrev, at miste sit gærde, var for Steen Lund, det samme som en korsfæstelse.

Steen Lund var efter sin spillemæssige karriere formand for cricketafdelingen i over 10 år, og var med til at arbejde cricketafdelingen frem mod bedre resultater. Ingen tvivl om, at Steen med sin store berøringsflade i klubben, var en væsentlig faktor, når der skulle skaffes både bedre økonomi og goodwill i cricketafdelingen.

Som spiller scorede Steen over 5000 points, og er kun overgået af koryfæer som Børge Pockendahl, Eigil Nielsen og Niels Bindslev.

I 1969 vandt KB pokalfinalen over Horsens på udebane, og der går stadigvæk denne lille anekdote, at da den karismatiske formand Traugott Elberth sammen med det vindende KB-hold gjorde sin entre på Storebæltsfærgens restaurant og skulle bestille bord til spisning med holdet, højlydt råbte den glade cricketformand til tjeneren ” vil de venligst sørge for at Kjøbenhavns Boldklubs pokalmestre får nogle ordentlige pladser og noget godt at spise” hvorefter han som den sande mester og vært, spenderede en flot pokalmiddag for de trætte vindere.

Hvor Blev De Af 10

De danske pokalmestre anno 1969- St. fra venstre Hans J. Halling, Georg Siemsen, Henning Christiansen, Aubrey Garner, Erling Krogh Andersen, Formand Traugott Elberth

Siddeden fra venstre : Benny Burmeister, Leif Andreasen, Steen Lund, Henning Lystrup, P.V. Jensen, og ham der skrev til Steen Lund 30 år senere Gert Ellegård.

Steen Lund fik mange år efter et brev fra en spiller, der var meget ung dengang – Gert Ellegaard- som skrev til ham på en rund fødselsdag, ”Efter en næsten 30 års ”landflygtighed” i det fynske som journalist, har jeg nu slået mig ned i Kildebrønde i Greve, og da jeg en dag i Berlingske Tidende så at Steen Lund fyldte rundt, dukkede der pludselig nogle eksempler op fra den svundne crickettid. Dette billede har en vedhæftet fil med levende billeder på min indre harddisk, som er over 30 år gamle, men alligevel så påtrængende, at filen dukker op og afspilles hver gang tankerne siden da har strejfet Steen og KB. Billedserien blev i sin tid kodet ind i Horsens, nærmere betegnet i 1969, hvor det daværende 1.divisionshold Horsens havde hjemmebane i pokalfinalen mod KB. En gærdespiller rammer bolden klokkerent i et fremadrettet slag, der ligner minimum fire sikre points og muligvis en sekser. Her er det så skriver Gert Ellegaard, at filmens lydside dukker op- Jeg har ! Lyder det pludselig et sted ude fra grænsen, og ud ad øjenkrogen ser jeg en hvid skikkelse med lyst hår sprinte ned langs linjen. En spurt over en halv snes meter, som afsluttes med et frygtløst, atletisk og næsten artistisk spring, det sidste stykke hen mod bolden.- Klask! Siger lydsiden, da bold og håndflade støder sammen, hvor tiden står stille i de følgende sekunder, mens den hvide skikkelse ruller rundt i faldet. -Jo, fandentordme, han holdt den s`gu i en hånd !! skriver Gert Ellegaard i sit brev til Steen.

Steen var i mange år medejer af et Landinspektørfirmaet LE34, og sad i 10 år i KBs erhvervsklubs bestyrelse, og på den måde var han med til at hjælpe for eksempel KBs cricketafdeling med økonomiske midler.

Hvor Blev De Af 9

Steen Lund til højre optager nye boldriddere i KBs Sankt Marcus Orden med Sværet Skræp

Nu muntrer han sig, som så mange andre ældre cricketspiller, med golfsporten. Ved siden af deltager han i præsidiet for KBs Marcus Orden, som årligt optager nye riddere med 25 års medlemskab, ved en højtidelig fest for 250 medlemmer på KB.

 

Jørgen Jønsson
 

Back To Top