
Hvor Blev De Af. Jørn Steen Larsen fra Skanderborg

“Hvor Blev De Af-Serien er i første omgang relateret for spillere fra gamle dage, som er kommet godt op i alderen, og som har været med til at præge dansk cricket i en årrække.
Denne gang er vores profil den før i tiden lynhurtige og farlige venstrehånds- pacebowler Jørn Steen Larsen fra Skanderborg.
Cricketfolk der husker den hurtige og muntre venstehånds-fastbowler fra Skanderborg får formentlig kuldegysninger ved bare at tænke på ham og hans til tider ”modbydelige” kastning, som på Jørns gode dage nærmest var uspillelig.
Jørn Steen var i øvrigt en behagelig person. Men tag ikke fejl, når han fik ”klatten” i hånden, skete der noget med ham og hans hold. Han ville vinde, og det indebar da også at hans kastning for det meste var meget uforudsigelig- han fandt den farlige længde med sit store varierende inswing og legcuttere, som på de store dage næsten ingen gærdespillere kunne modstå.
Jørn Steen som debuterede på det danske cricketlandshold i 1964 med et så fornemt super kasteresultat som 5 gærder for kun 25 , er vist ikke overgået af nogen anden debutant? Og så mod Holland på AaBs anlæg, selv om Danmark tabte kampen, var det fornemt.

Jørn kom fra Horsens, hvor han spillede i 4 sæsoner, inden han tog til Skanderborg, og spillede i små 20 sæsoner med kæmpesucces. Han og Kjeld Kristensen udviklede sig til en meget kompetent kaste duo- Jørn Steen med sine hurtige og farlige inswingere, og Kjeld med sine velovervejede Off-skruere udgjorde i mange år et meget stærkt kasteangreb, varierende med fx John Madsen og Per Rasmussen, som faktisk på et tidspunkt gjorde klubbens kasteangreb til landets bedste, selv om Carsten Morild og Henrik Mortensen naturligvis stadigvæk huserede på det tidspunkt.
Jørn Steen Larsen nåede at tage mere end 650 gærder med et så flot gennemsnit på 10,6 totalt i sin karriere.
I sær står to kampe stadigvæk indprentet i DCFs historiebog. Den første kamp var i 1967, samme år som Svanholm brød AaBs lange sejrsrække uden at have tabt en kamp i 7 år. Samme år lykkedes det Skanderborg at tage Svanholm for sølle 23 points, og her var Jørn Steen den sande ophavsmand- han tog 7 gærder for 13 points, og i alt 11 gærder for 29 mod de modløse svanholmere. Året efter var Jørn Steen igen på færre, denne gang var det endnu værre!

I kampen mod AB i 1968 scorede AB kun 12 points, her tog Jørn Steen 8 gærder for kun 3 points.
I forbindelse med disse to fornemme næsten utænkelige kasteresultater, ligger der en gammel god historie bag. Skanderborg fik tit besøg af den kvindelige stenhugger fra Horsens Else Nielsen, som var utrolig cricketinteresseret og altid havde hendes lille hund med som var meget klog. Så da Else Nielsen efter kampen mod Svanholm, til de mange tilskueres store fornøjelse og påhør, spurgte sin hund ”hvor mange points lavede Svanholm i dag? Så gøede hendes lille hund 23 gange. Hundens klogskab blev faktisk endnu mere udtalt, da Else Nielsen, året efter, spurgte den lille kloge hund ”hvor mange points scorede AB i dag? Så løb den lille hund, efter Jørn Steens udsagn ud og tissede på plankeværket under stor moro fra blandt andet den gamle topbowler Thomas Provis, som ugen efter genfortalte den morsomme historie i den dengang i den ret læste arbejderavis Aktuelt, som Provis var den ugentlige cricketrapporter på bladet.
”Ja, det er utroligt hvad vi har oplevet på cricketbanen, jeg husker tydeligt stenhugger Else Nielsen, hun var en stærk og gæv dame. Engang stod 3 granvoksne mandlige stenhuggere ret, til hendes spørgsmål – hun var jo deres chef, hvorfor fjerner I ikke den store sten, der ligger der? Alle 3 måtte måbende forklare Else, at det var fordi den var for tung at flytte, så fjernede Else den med sine bare næver efterfølgende! En anden anekdote, jeg stod dommer sammen med Evald Møller i den afgørende DM-kamp mellem AaB og Svanholm i Øster Uttrup i 1975, hvor jeg aftenen i forvejen var inviteret ud sammen med Johan Luther, og nok kom lidt sent hjem. Pludselig under den lange kamp, blev jeg nærmest vækket af en høj appel om en ben for, og med et vågnede jeg, og var ved at dømme gærdespilleren ud, men så gik sandheden op for mig, jeg kunne jo ikke dømme en mand ude, når jeg ikke havde set det” siger Jørn Steen.
Jørn Steen Larsen er 71 år, og kommer stadig og ser Skanderborg spille, og han mener at mange af vores topsillere i dag bedre forstår at accelerere gærdespillet end i hans tid, og i den forbindelse fremhæver han Frederik Klokker som landets bedste gærdespiller. ”Jeg har da også, sammen med min kone været på flere af Forty Clubs udenlandsture, dog uden selv at spille” Jørn er ligesom nogle af de andre ældre stjerner, også blevet ramt af de mange belastende sportsudgydelser, som nok koster lidt på de ældre dage.
Jørgen Jønsson