
Herning skaber mere afstand til bunden
Elitedivision
Albertslund er på dobbelt tur og lørdag var holdet i Herning, hvor vejret startede med at være varmt med solskin, men i løbet af eftermiddagen kom skyerne og blæst, der gjorde det køligere så det kunne mærkes. Et afbud til Herning holdet betød at man fik Troels Thøgersen gravet frem for et gensyn, for at undgå at låse andetholdsspillere i længere tid.
Albertslund vandt lodtrækningen og gik først til gærdet, hvor Sameer Ahmed (34) slog den første bold til 4. Så var tonen lagt og man kunne for en periode tro at det var en T20 kamp. Albertslund spillerne gik efter deres slag og Herning havde ikke nogen modtræk, end at introducere spinnerne, men de blev også slået til plukfisk . Trods alt faldt der også gærder.
Stjernen hos Albertslund var Raja Ali (51) der lige nåede at passere 50 med en 4, for derefter at blive grebet af keeperen på en kort bold fra Surya Anand, der blev Hernings bedste kaster. Med Rajas fald med 168 på tavlen faldt der to hurtige gærder, så man ville tro gassen var gået fra Albertslunds side, men Ata Ur-Rehman (36) med fire seksere sørgede for at Albertslund kom på 253 for alle mand. Holdet brugte kun 42 overs så det sige noget om scoringshastigheden. Surya Anand som sagt var bedste kaster hos Herning med 3 for 43.
Hernings svar fik ikke nogen god start, da Troels Thøgersen ikke nåede at score før han snittede til keeperen. Men Phil Mansfield (63) efterlignede Albertslund og gik mere til vaflerne med en stribe grænseslag til off-siden. Da Ihyas Saumy (2) blev kastet ud stod der 44 på tavlen. Phil fik en udmærket makker i Surya Anand (63) og de havde en gærdestand på 56 før heldet ikke var med Phil, da han snittede til keeperen. Hans rolle blev overtaget af Glen Hedevang (72*) og sammen med Surja frustrerer de Albertslund med en masse ener og toer slået fremad. Surya faldt dog ved 200 til Albertslunds bedste kaster Yasir Arub. Nu måtte Glen tage affære ,da det kneb med at have en fast partner. Dog fik han glæde af bror Stig, da de tilsammen fik hævet totalen til 250. Herning måtte have lidt fart på da overne var ved at svinde. Da man kom til den sidste over manglede Herning 4 points. Desværre blev Minhaz Mannan løbet ud på den fjerde bold, men det lykkedes Sonnich at løbe sejren hjem, selv om Albertslund havde chancen for at ramme pindene. Hernings sejr blev på 2 stående gærder og Albertslund må spekulere over hvordan markspillet kan blive bedre, da chancerne var der. Yasir Arub blev bedste kaster med 3 for 30.
Søndag er Albertslund i Skanderborg, der må anses at være stor favorit, hvis vejret holder.
1. division
Der blev spillet 2 kampe i 1 division. AB var på besøg hos Copenhagen og blev sendt til gærdet. AB blev kastet ud for 256 på 44½ overs med B Khan som topscorer med 74. Men det viste sig ikke at være nok, da Copenhagen passerede i den 48 over med 2 gærder i behold. Anfører Nawaz var bedst med 65 og sammen med Farooq løftede Copenhagen fra 165 til 245, hvor Nawaz blev grebet som ottende gærde.
I Solvangsparken vandt Glostrup ubesværet over Ishøjs andet hold, der blev kastet ud for 107. Glostrup mistede kun Fr.Klokker for at kunne passere.