skip to Main Content
En stor og elsket cricketleder Folmer Christiansen er gået bort

Mindeord Folmer Christiansen

  • Skrevet af: Jørgen Jønsson

En stor og elsket cricketleder Folmer Christiansen er gået bort

Folmer efterlader et livslangt stort arbejde i Herning CC og dansk cricket

Os der kendte Folmer Christiansen, vidste godt, at denne flotte ranke og sympatiske mand, de sidste par år var ramt af hård sygdom. Selv om han altid, når man spurgte ind til hans helbred, udbrød ”Jeg er bare lidt træt, og skal hvile mig lidt mere end jeg plejer” var det hurtige svar når man lidt bekymret spurgte ind til Folmer.

Han kæmpede ufortrødent videre, og viste sig til det sidste på cricketbanen når der skete noget.

At komme ind på alle Folmers gerninger, indebærer også, at man nok glemmer en eller flere af de utallige gøremål, denne usædvanlige ildsjæl overkom. Når man tænker på, at han jo også skulle frekventere sin hustru Kirsten, børn og børnebørn, når der ikke stod cricket på programmet, var han noget af en tusind kunster.

Nogle af de hædersbevisninger der i årenes løb blev tildelt Folmer Christiansen, var da han i 2003 ved indendørs-EM i Herning, blev udnævnt til æresmedlem i Dansk Cricket-Forbund, og hvor det danske cricketlandshold blev europamester.

I år 2000 modtog Folmer, Danmarks Idræts-Forbunds Ærestegn, og tidligere i 1993 fik han af det internationale forbund ICC ”ICC Centenary Medals”, samme år blev han også hyldet med ”Kurt Nielsen-pokalen, som bliver uddelt hvert 5 år.

Folmer var formand for Herning CC i over 40 år. Dertil kommer, at han i mange år også besad flere poster I Herning Kommunes fritidsliv. På forbundsplan i DCF har Folmer blandt andet siddet i bestyrelsen og i landsholds-UK og været holdleder for det danske landshold i 80erne.

En stor og elsket cricketleder Folmer Christiansen er gået bort 1

Det er ikke de 3 tenorer men de 3 koryfæer Olav Bennike, Jørgen Jønsson og Folmer Christiansen, der nyder hinandens selskab i Solvangsparken

Undertegnede havde den store ære og fornøjelse, at arbejde sammen med Folmer i mange år- både som UK-medlem og med mange andre cricketopgaver, som Folmer var dybt engageret i.

I 1968 mødte den gamle Nykøbing Mors-dreng op I Herning Cricketklub, efter at have spillet for Nykøbing Mors i hans ungdomsår. Dette kom Herning CC ikke til at fortryde. I de efterfølgende mange år var Folmer ankermanden for alt hvad der skete i klubben. Eksempelvis var hans samarbejde og koordination i klubbens ungdomsarbejde sammen med Ivan Thomsen i mange år legendarisk.

Vi er mange i Dansk Cricket, der vil savne dig Folmer, og tankerne går til Kirsten, som har støttet dig så fornemt både privat og på cricketbanen, samt til børn og børnebørn. En mangeårig god ven er desværre gået bort, og vær sikker på, at denne store sorg bliver delt af alle i Cricket-Danmark.

Bisættelsen finder sted lørdag den 29.september kl. 13.00 i Lind Kirkecenter.

Æret være Folmers minde

Jørgen Jønsson

Back To Top