skip to Main Content
DCF-skribent takker af efter mange års utallige cricketreferater

DCF-skribent takker af efter mange års cricketreferater

  • Skrevet af: Jørgen Jønsson

DCF-skribent takker af efter mange års utallige cricketreferater

Når man i så mange år har brugt megen tid og kræfter på et stykke arbejde, som ofte bliver kaldt for ”øretævernes holdeplads”, er der måske folk der vil tro, at jeg smækker med døren.

Men nej, jeg har haft så mange sjove og opmuntrende stunder, med dette skrivearbejde, hvor jeg aldrig er gået på kompromis, om det var populært eller mindre populært det jeg skrev.

Dette skrivearbejde med cricket har altid foregået under devisen ”man kan ikke blive populær alle vegne, hvis man skriver det, man har set”.

Helt ærligt, jeg har da haft kritikere, der ikke altid har været enige i det jeg skrev, det manglede da bare. Men jeg har altid prøvet at beskrive tingene, som jeg så det. Har da også ind imellem haft et par unge spillere i telefonen, når de ikke helt var enig i det jeg skrev.

Jeg har da også været ude for, at nogen mente jeg en gang imellem ”talte landsholdet op til noget man ikke mente de var gode nok til. Der har også været et par stykker der har harceleret over nogle skrivefejl. Men gudskelov også nogle der var positive og tilfredse med det de læste efter en kamp.

DCF-skribent takker af efter mange års utallige cricketreferater 1

Instruktion bliver man aldrig for gammel til

Om et år fylder den gamle skribent 80 år, så nu må der yngre kræfter til.

Tiden er vel også kommet til, at den gode gamle historik, som undertegnede var glad for at berette om, efter manges mening ikke mere er interessant at berette om. Altså mine gamle anekdoter, som måske gjorde sig for 20 år siden, er falmet, og har ikke mere samme klang, som dengang.

Netop derfor har DFCs generalsekretær nu sørget for at få lavet en facebook hjemmeside, hvor vi gamle ”hønisser”, kan udveksle gode gamle historier og fortællinger, som de noget yngre åbenbart ikke gider at høre mere. Det kan bestemt ikke udelukkes, at jeg af og til dukker op på dette forum fremover.

Tak for denne gang. Det er måske lidt farligt at udbryde ” I skal ikke høre er ondt ord fra undertegnede mere”, men jeg vover pelsen.

Jørgen Jønsson

Back To Top