
Det danske landshold spiller World Cup i Malaysia til foråret
2018 ICC World Cricket League Division Four 26. april til 6.maj
Det er ikke spor for tidligt, at de danske landsholdsspillere allerede nu, sammen med juleønskerne, planlægger næste sæsons vigtigste internationale opgave. ICC World Cup-Div. 4 i Malaysia.
I Turneringen deltager 6 nationer- værtsnationen Malaysia, Bermuda, Uganda, Jersey, Danmark, og Vanuatu.
De fleste cricketfans vil nok studse over nationen Vanuatu, og udbryde, hvad er det for et land og hvor ligger det?
Inden vi går over til det rent cricketmæssige, er det nok på sin plads at fortælle lidt demografi.
Vanuatu har et indbyggertal på 221.500 og ligger i Oceanien, hvor de nærmeste nabolande er Fiji og Salomonøerne. Gennemsnits levealderen er kun lidt over 60 år for mænd, så det er om at komme i gang med ”Forty-cricket” inden det bliver for sent. Nu skal man ikke lade sig forlede af, at det er en helt ukendt lille nation, ikke mindst inden for cricketsporten. Man kommer straks i tanke om hvor imponerende Island, med sine 300.000 indbyggere, har gjort det i både fodbold og håndbold.
–
Problemet for Danmark og Jersey er helt oplagt, at turneringen spilles i tiden 26. april til 6.maj 2018, hvor man her faktisk først starter sæsonen. Dette vil landstræner Jeremy Bray gerne kompensere for med en række tiltag i løbet af vinter og foråret.

”Vi vil selvfølgelig forberede os på bedste måde, selv om det er uden for sæsonen, med hård vintertræning og opvarmningskampe af den ene eller anden art” siger landstræner Jeremy Bray.
”Det bliver naturligvis noget af en ændring, at komme fra det kolde nord, og så til det meget varme og måske også fugtige vejr i Malaysia. Vi har en stor trup, kun Aftab Ahmed fra KB, som har karantæne indtil midten af maj måned er ikke til rådighed for det danske hold, men jeg forventer at det endelige hold bliver en passende blanding af de mere rutinerede og så de noget yngre spillere, der allerede har banket på døren” fortsætter landstræneren.
Han understreger, at udtagelsen af spillerne, vil i løbet af vinteren afhænge af mange ting- den psykiske, taktiske og mentale del, er nogle af de punkter han nævner.
”Selv om det bliver en svær turnering, går vi naturligvis efter at komme mellem de to første, så vi kan avancere til 3-division, men hårdt bliver det, hvor alle faktisk ser ud til at kunne vinde turneringen” slutter landstræneren.