
Cricketsporten måske på vej til at blive olympisk i år 2024
–

ICC vil i juli måned drøfte sagen i det internationale forbund
Forstil dig, det herrens år 2024, om blot 7 år, så kan du måske læne dig tilbage foran TV-skærmen og opleve cricketspillet ved de Olympiske Lege.
Nej det er ikke vedtaget endnu. Men ICCs udviklingschef David Richardson vil under alle omstændigheder tage sagen op i sit forbund en gang i juli måned i år, for at løje stemningen endnu engang.
Det er ingen hemmelighed, at de store cricketnationer før har været imod ideen om at få spillet på OL-programmet, men taler rygterne ikke helt galt, ser det nu ud til, at man er mere stemt for ideen.
”Vi bliver nødt til at tage stilling til spørgsmålet senest juli i år, og bliver vores svar positivt, vil vi foreslå IOC (det internationale olympiske forbund), at man i så fald vil afvikle en Twenty-20-turnering mellem verdens 6-8 bedste hold” udtaler David Richardson til ”Cricinfo”.
Efter det oplyste er der to ansøger byer – Paris og Los Angeles- i 2024.
Når der ikke har været den store interesse fra de store cricketnationer, skyldes det især, at man er bange for at en eventuel olympisk cricketturnering vil kunne genere de store internationale cricketturneringer, hvor ikke mindst Indien, og et par andre nationer, er med til at skovle penge ind til ICC (det internationale Cricket Forbund), og dermed indirekte også de mindre cricketforbund, som i øjeblikket nyder godt af den gode økonomi, der tilflyder os mindre lande.
David Richardson mener, at et eventuelt medlemskab i olympisk sammenhæng globalt set vil give cricketspillet et større løft i de over 100 cricketnationer, der mere eller mindre spiller med i ICCs turneringer.
Det bliver spændende hvad resultat man kommer til i ICC og IOC. Det menes at den endelige beslutning vil blive taget sidst på året.
Jørgen Jønsson