
Albertslund sjællandske miniputmestre
Der var seks hold med ved de sjællandske miniputmesterskaber i Schneekloth-Hallen – vinterens sidste krampetrækning indendørs.
Køge med hele 9 spillere og i antal dobbelt så stor forældreopbakning, Soranerne med et næsten nyt hold, Glostrup også ret nye og de mere garvede fra Albertslund og Svanholm med henholdsvis et og to hold.
Albertslund og de to Svanholm-hold endte a points og så måtte der kastekonkurrence til. Den vandt Albertslund, der ene af holdene kunne ramme gærdet – og så to gange.
Det er vist længe siden, at Albertslund kan prale af et mesterskab, men klubben er blevet meget bredere på ungdomssiden med hold i alle fire aldersklasser.
Hallen var delt ind med skillevæg og net, så tre kampe kunne afvikles samtidigt, så masser af aktion under de lidt over to timer, stævnet varede.
Det var sidste gang under hvad man kan kalde det traditionelle cricketsystem.
Fremover skal miniput og lilleput afvikles, således at gærdespillerne er sikret et vist antal bolde. Det gør nu ikke den store forskel for miniputterne, hvor der nu spilles parcricket. Men udendørs vil lilleputterne blive præsenteret for et hurtigere spil på mindre baner. Det har DCF lært i Australien, hvor de siger det giver mere aktion og glæde for børnene.