Af Jørgen Jønsson

 

Tager den gamle tradition op og tester alle klubber i elitedivisionen

I de gode gamle dage, hvor cricketbladet stadigvæk eksisterede, var det altid en god tradition, at DCF gennemgik den kommende sæson i vores bedste række. Hvordan vil det gå i den nye sæson, når klubben har mistet et par af deres bedste? Eller måske har man fået et par forstærkninger? Hvor stærk er den nye spillende træner? Er de unge spillere endelig blevet modnet nok til at kunne være med til at dominere elitedivisionen? Der vil således fremstå en masse spørgsmålstegn op til den nye sæson, og det vil vi prøve at fokusere lidt på.


David Borchersen vil hellige sig formandsjobbet

Jeg vover pelsen, vi får et nyt mesterhold i den nye sæson. Jeg har været lidt på research i flere klubber, og hvis vi starter med sidste års mestre Glostrup, har bulletinerne været, at klubbens nye formand David Borchersen ikke vil spille alle kampene i elitedivision i år. David vil nok hellige sig det nye formands job, som jo i sig selv, er belastende nok.

Flere af klubbens spillere er plaget af skader, der er langtrukne, således går den hurtigscorende gærdespiller og keeper Michael Jeppesen og døjer med noget sygdom, og han afløses på keeperposten af den unge landsholdsspiller Shezad Ahmed. En af klubbens slowbowlere Glenn Larsen, der ved siden af cricketsporten også dyrker Rugby på højere plan, har i denne disciplin erhvervet sig en “Rugbyskade” og er tvivlsom til sæsonstarten.

Den jublende Shezad Ahmed tv. skal nu placeres bag pinde

Svanholm det nye bud på mesterskabet

Alt efter omstændighederne, vil jeg udnævne Svanholm som favorit til det danske mesterskab anno 2012. Klubben har fået en ny australsk spillende træner Paul Johnstone, uddannet sygeplejerske og dansk gift med Maja, Paul, som bliver betegnet som en meget sympatisk og vidende cricketperson, er allrounder, legspinner og middelorder batsman.

Holdets største problem, når kastningen har været tæt, er en lidt vaklevorn gærdeside. Dette problem er nok delvist løst ved at træner Johnstone og Zameer Khan, som meldes i topform, samt Zishan Shah, i en tilsyneladende ny og forbedret udgave, fremover vil kunne gøre holdets gærdeside bredere

Som jeg ser det, er der ret beset kun 3 hold, der har den rigtige kvalitet til at kunne bejle til mesterskabet, nemlig Svanholm, Herning og Glostrup. Uldjyderne har fået ny træner Cody Butler, som kommer fra Australien, han er fast-bowler, og bliver omtalt som et anstændigt lodret bat, som naturligvis vil være med til at forstærke Herning-holdet. Det forlyder endvidere, at veteranen Leif Slebsager stiller op som en mere helhjertet spiller, der har lovet at deltage i alle kampe, hvis kroppen tillader det. Den store overraskelse i Herning ligger dog ikke på spillersiden. Efter 57 år som en trofast regnskabsfører, takker Kirsten Christiansen af, og lægger blyanten på hylden. Om det er fordi gemalen Folmer lige har fået ny hofte, og at tingene måske ikke “går” så hurtigt som tidligere, fortæller historien ikke noget

KB er dark horse i elitedivisionen

Lige i sporet af de nævnte tophold, kommer KB. Frederiksbergholdet er nok sin egen værste fjende, forstået på den måde, at markspillet ikke altid er på et ordentlig niveau, derfor er koncentrationen heller ikke altid optimal, når KB er i marken. Klubben har fået tilgang af de to ABer Omar Hyat og Naveed Mugal, så københavnernes gærdeside er blevet bredere, og chancen for at holdet kan gå i medaljekampen, er absolut til stede.

Nedrykningspøgelset

Ingen af de 4 hold Skanderborg, Esbjerg, Nørrebro og Husum kan føle sig sikker. Der bliver hård kamp om de sidste plader, ingen tvivl om det.

Får dette jublende Esbjerg-hold også brug for samme armbevægelser i år

Det bliver interessant at følge det unge Skanderborghold. Kan de to brødre Rizwan og Kamran Mahmood bære holdets gærdeside? Næppe, uden hjælp fra resten af holdets gærdespillere. Begge spiller en gang offensiv cricket, men især Kamran, kan til tider virke som en slags humørspiller, der på sine gode dage, kan vinde kampe for holdet. Men der mangler stadigvæk stabilitet hos Kamram, medens det ser ud som om Rizwan er godt på vej til at blive en gærdespiller, der også på bedre plan fremviser resultater.

To andre unge i Skanderborg vil blive fulgt med lige så stor interesse. Anders Bulow og Christian Peck, skal nu bevise, at de begge kan begå sig i landets bedste række som allroundspillere. Ud over den nye spillende træner Darren Murphy, har klubben også fået tilgang af keeperen Theo Cupido, som tidligere spillede for Aalborg Cricketklub.

Rizwan Mahmood i et af sine offensive slag til grænsen

Hos Esbjerg er det naturligvis endnu engang “pensionisten” og altmuligmanden Peer Jensen, der skal på “overarbejde” for at få klubben tilbage til den etablerede del af eliten. Både som træner og anfører får Peer den hoverolle, han vist godt kan lide. Så er der bare at håbe, at hans helbred kan klare endnu en sæson.

Den hårdtslående lefthander Henrik Øre ser ud til allerede at være i topform ved gærdet, det bliver også nødvendigt, hvis Esbjerg skal vinde de rigtige kampe. Peer Jensens tropper har fået en virkelig forstærkning i form af Martin Pedersen, der er kommet fra Kolding. Egentlig en skam for den hårdt arbejdende klub i Kolding, men sådan er betingelserne, når den danske elitechef rigtig nok mener, at man skal spille i elitedivisionen, hvis man vil spille på landsholdet.

De to uberegnelige hold

Nørrebro og Husum er vel nok elitedivisionens mest uberegnelige hold. Nørrebro kan slå alle på en dag hvor spillerne er motiveret og oplagte, og hvor ikke mindst begejstringen er der. Men holdet kan også tabe til alle, når omtalte motivation ikke er til stede. Vi kommer ikke uden om, at gode “gamle” Aftab Ahmed, som sidste sæson endnu engang gav beviser på sit gode gærdespil, igen i år vil blive en af de afgørende spillere hos Nørrebro, hvis klubben skal bevare deres status i vores bedste række. Det er efter mine beregninger sæson nummer 27 Aftab skal igang med i den bedste række, og mon ikke han stadigvæk vil kunne sætte grå hår i hovedet på de fleste danske bowlere.

Aftab Ahmed , nu går han til gærdet i sin 27 sæson i vores bedste række

Jeg skal nok vare min mund med at “bortdømme” Husum til nedrykning. På besynderlig vis forstår sydslesvigerne at vinde de rigtige kampe.

Selv om holdets bedste gærdespiller Gerrit Müller næsten ikke spiller udekampe han må da snart være færdig med at spille “oldboys-fodbold” – er det lykkedes dem at overleve gang på gang. Men hvor længe kan denne galaj blive ved, når Gerrit ikke spiller udekampe – han var god nok til at toppe statistikken i sidste sæson, hvor han i sine 9 innings spillede med et gennemsnit på over 50. Vi vil meget gerne også se Gerrit batte i københavnsområdet i den nye sæson.

Jørgen Jønsson