Var i klar vinderposition men tabte det hele på gulvet til sidst

Selv om keeper Kølbæk jubler var alting ikke lutter lagkage


Når vi skal kigge tilbage, og det gør vi til sidst, må konklusionen endnu engang være, at for lidt spil på græspitch, er og bliver vores værste fjende. Træner Frederik Klokker har sagt det flere gange, og vi kommer lidt nærmere ind på det efter dette referat over den sidste kamp.

Jersey var ved gærdet først og havde en udmærket afvikling på deres halvleg – 114 for 3 på 32 overs. Men det danske markhold fik gærder på på de rigtige tidspunkter, og det lykkedes at holde Jerseys total på 185 for 9 på de 50 overs.

Vores bedste kaster var holdets yngste Abdulla Mahmood, som kastede strålende, og fik her bevist, at han ikke er en dag for ung til at klare sig i dette noget bedre selskab. Han tog 4 gærder for 24 på sine 10 overs og var nærmest uspillelig for værterne fra Jersey. Også Jonas Henriksen og Oliver Hald Damgaard bowlede meget billigt med 2 gærder hver for 24 og 26 på deres sammenlagte 18 overs.

Vi fik en meget dårlig start ved gærdet med 3 ude for 24, men en meget flot gærdestand mellem Shangeev Thas(61) og Oliver Hald Damgaard(64) på 108, satte det danske hold i vinder position – 154 for 4 med ca.  18 overs tilbage til at lave de sidste 20 points. Men så skete katastrofen. De to bedste Shangeev Thas og anfører Oliver Hald, som begge havde scoret over 50 på dette tidspunkt, hvor begge røg, stort set uden at få lagt yderligere points på tavlen. De sidste 5 gærdespillere fik kun lagt 10 points på til sammen, og det sjette nederlag i tæk var dermed en realitet. Vi tabte Kampen med 12 points, hvor kun Sangeev Thas og Oliver Hald Damgaard var tocifret.

Shangeev Thas ser lidt tynget ud, men det var der ikke grund til, han var den mest scorende i turneringen

Eftertanke :

Vi var lidt inde på det i starten af referatet. De danske gærdespillere har det altid svært, når de er ude at spille på græspitche. Der er flere ting forbundet med dette problem. For det første må man indrømme, at flere af de danske gærdespillere simpelthen mangler teknik til at spille under de nævnte forhold. Meldingerne fra holdets trænere er samstemmende, spillerne er ikke vant til at spille i boldens linje og når de skal angribe bolden, sker det ofte at det bliver på tværs og ude af linje.

Det er umådeligt svært for trænerne, at få gennemtrumfet dette ”ritual” hjemme på de vanlige Kunstpitche, hvor spillerne kan klare sig med at bevæge sig meget moderat på bolden og i dens linje. De unge spillere må simpelthen forstå, hvis de vil videre som bedre cricketspillere, at de må have mere respekt og være lydhør over den tekniske det af gærde-spillet, hvis ikke, vil vores elite forblive i middelmådigheden.

Der var også en del lyspunkter

Det var meget opmuntrende, at Turneringens mest scorende var dansk- Shangeev Thas endte som nummer 1 på listen med 220 scorede points med et gennemsnit på 36,67- Shangeev fik vel egentlig sit gennembrud i denne turnering.

Selv om Oliver Hald Damgaard var ret dyr som bowler (22,09) var han nummer 4 over dem som har taget flest gærder (11). I øvrigt var Jonas Henriksen den mest økonomiske bowler på det danske hold (3,06 pr. over), og at Abdulla Mahmood blev sjette bedst på  listen med de bedste kasteanalyser – 4 gærder for 24 mod Jersey, var ligeledes opløftende oven på en  noget skuffende turnering for det danske U.18.landshold.

Jørgen Jønsson