Det er dog en utrolig bund, der er kommet ud af det i elitedivisionen efter at holdene i den nederste del af divisionen er begyndt at oppe sig – tænk bare på Nørrebros gevinst over Glostrup og Husums meget tætte kampe bl.a. med Herning. Fire hold ligger lige med hver seks points

Nørrebro 9 kampe 6 points
AB 10 kampe 6 points
Husum 10 kampe 6 points
Esbjerg 11 kampe 6 points

Den gamle københavnske klassiker AB og KB foregik på KB , hvor AB startede også med 15 uden gærdetab på 7 overe, men så åbnede himlen for sluserne og det var forbi allerede meget tidligt. KB`s i forvejen elendigt drænede bane vandes hele tiden, så de kostbare FCK- ben altid har et fløjlsblødt tæppe at slænge sig på. Så når der så skal spilles cricket om søndagen, skal der bare en byge til en aflysning. Nu var der nu ikke tale om byger denne søndag, men heldagsregn på Sjælland.

På sin vis var vejrguderne nådige mod den danske turnering. Man kan jo ikke forlange, at det aldrig skal regne i weekenderne, og når guderne ordner det så omkostningsbevidst, at det regnede på Sjælland, hvor der var to interne sjællandske kampe plus KBII – Kolding, mens det var pænt vejr i Jylland, hvor Nørrebro var i Herning og Svanholm i Esbjerg, så kan klubberne, der skal dele omkostningerne ved omkampe, ikke være helt utilfredse.

Nørrebros Aftab Ahmed slår sin eneste sekser

I Herning var der en forventning om at Nørrebro kunne fortsætte spillet fra i går og måske skabe endnu en overraskelse. Herning foretrak at jagte og sendte Nørrebro til gærdet efter at havde vundet lodtrækningen. Nørrebro startede som sædvanligt aggressivt og alt, der var for kort, endte i træerne. Men aggressiviteten kostede også de første tre gærder. Hafeez grebet i slip på en drive, Aftab godt grebet i midwicket fra en halv-flugter og Siddique grebet i dybden. Først da Ali og Islam var sammen spillede man mere på at spille i hullerne end at slå seksere og løftede totalen fra 95 til 138, men Ali faldt til den snu ræv Lejf Slepsager, der overraskende var med i dag i stedet for Jacob Larsen. Iylas Saumy fik fat i halen med tre gærder og Nørrebro var ude for 148.

Nørrebros I Khan er ved at blive stokket ud af Carsten Pedersen

Nørrebros kastere fik ikke fat i Herning fra starten. Mogens Christiansen og Troels Thøgersen tog det sille og roligt og ventede på den dårlige bold. Der var en del af disse da Nørrebro kastede meget i leg med 20 udenoms som bevis. Først ved 91 på tavlen fik Mogens Christiansen en bold der blev nede og blev kastet ud. Carsten Pedersen kom ind men det var Troels som førte an. Carsten ramte ikke en drive og Herning var 138 for 2. Der faldt ikke yderligere gærder.

Nørrebros Noor fanges ben for af Michael Pedersen

I Esbjerg var Svanholm i alle slags problemer fra den forsinkede start. 5 gærder var ude for 63 efter 20 overe. Men Hamid Shah stod der endnu og med kun beskeden back up bar han Svanholms halvleg, så den endte på 200. Shah lavede som følge af. kollegernes vandren ud og ind en yderst forsigtig start, men sluttede på 98 not out på med en eksplosion af slag med bl.a. 5 seksere. I den sidste over lavede han 20.

Svanholms problemer blev ved i marken, da kasterne statede med at forære Esbjerg pointsene i form af udenom. Men Sair Anjum, der har været denne sæsons opmuntring på Svanholms kasteside fik hold på sagerne og fjernede Claus Hansen, Kent Jensen og Kasper Rubin. Da Peer Jensen efter 25 indsamlede på 70 bolde mistede sit gærde til en muligt endnu mere rutineret ræv i form af Bret Mulder startede derouten, der endte med 104.

1. division

Eugene O’Neills familiedrama “Lang dags rejse” mod nat var for intet at regne mod kampen – eller hvad man nu skal kalde den: KB II – Kolding.

Dommer John Porter blev efter en længere konference (med sig selv) enig med sig selv om at kalde dagen “Lang dags rejse mod intertheden” for nu at misbruge nave på O’Neills verdensberømte teaterstykke. Kampen, der var flyttet til Svanholm Park, fordi KB var optaget af KB-AB (der blev aflyst) startede så nogelunde kl. 10.00 efter at holdene var mødt omkring kl. 9.00.

Holdene aftalte mod al fornuft og mod alle gode råd, fordi vejrudsigten højst kunne love 2 x 10 overe, at spille 2 x 30. Kolding skubbede på for at spille flere overe. De vil nemlig rykke op – og tilsyneladende gerne flere gange til København i år. I den sidste ende kunne det være ligegyldigt. Efter talrige regnvejrspauser lavede KB II på 27 overe 120/3 – hvorefter regnen vandt. Ganske vist ventede holdene og dommerne m.fl. til ca. kl. 17.30 , men så havde de også været sammen i henved 9 timer, hvoraf de 27 overe var gået med cricket .

Køge – Albertslund startede slet ikke


Troels Thøgersen skår til 4


Ingen gevinst til Carsten Pedersen denne gang