Flaget vejede på halv over Sorø Akademi, da meddelelsen om Flemming Balstrups død kom

 

Flemming Balstrup passede trods sine 87 år træningen for Sorø Akademis crickethold i onsdags, men fik et ildebefindende  på vejen hjem og døde i går tirsdag.

Flemming Balstrups sidste gerning var således hans store passion cricket.

Rektor  Kristian Jacobsen skriver på Sorø Akademis hjemmeside blandt andet følgende om ham:

Flemming var elsket og respekteret af sine cricketspillere, som han havde et nært og godt forhold til. Flemming havde en altid anerkendende og positiv tilgang til alle, han mødte. Han var selv kostelev på Sorø Akademi  fra 1941, og blev klassisk-sproglig student i 1948……

Hvad Flemming gjorde, gjorde han med passion. Han passede sit job som overlæge på Statens Seruminstitut indtil den daværende 70 års grænse satte en stopper for det og var landsholdets læge en årrække og skulle aldrig have en øre for det.

Han spillede old boys cricket til langt op i årene og diverterede med sin meget slow  slowbowling, som havde tjent ham trofast i hele livet – også da i mangfoldige år spillede for Soranernes førstehold.

 

Balstrup var et kendt navn. Her er han omgivet af Amjad Khan og Ole Mortensen under 150 års jubilæumskamp på Sorø Akademi, der også var en hyldest til ham.

—————————————————————–

Den tidligere formand Thomas Kentorp skriver i sin meddelelse om dødsfaldet :

-Jeg tror, at der er mange, der har minder og historier om Flemming, som kommer op nu. Jeg mindes selv en tur fra Køge Kricket Klub og til Holte i min formandstid, hvor Flemming kørte ca. 60 km i timen på motorvejen i sin DAF, fordi det var det rigtige i forhold til benzinøkonomien. Jeg troede aldrig, at jeg skulle se min lejlighed i Virum igen. Jeg kunne have gået lige så hurtigt hjem.Og i min klub AB mindes vi også, at Flemming i en alder af 70 år greb en kanonhård bold fra en af vores bedste gærdespillere (Jan Bøgh) på sin egen kastning. Fantastisk……………….

Flemming Balstrup mødte aldrig frem til en cricketkamp uden sin mælk, så han kunne på den måde godt stikke lidt ud i forhold til de øvrige old boys !!

Balstrup nåede aldrig de udvalgte hold, men tjente cricket i utrolig grad og sørgede for, at spillet blev holdt i live på Sorø Akademi

Vi mindes dig Flemming og bliver helt varme om hjerterne ved tanken om dit vidunderlige væsen.

Søren Nissen

Tilføjelse

Flemming bisættes onsdag d. 15. februar kl. 14 fra Helsingør Domkirke, Skt. Olai

Pastor Michael Nissen var en af Flemming Balstrups “drenge” fra Sorø Akademi. Her overrækker han ham et bat med alle deltagernes navne i 150 års jubilæumskampen. De vidste, hvem man kunne takke for begivenheden og meget mere.