Det Danske U15 landshold slog i dag Norge og vandt derved 40 overs turneringen ubesejret. Efter at Danmark i går slog Holland var det danske hold på forhånd favoritter til at vinde stævnet. Det danske hold vandt lodtrækningen og valgte at gå først til gærdet. Ros til de danske gærdespillere som spillede en disciplineret og veltilrettelagt inning. Åbnings gærdeparret lagde et solidt fundament med Anique Uddin 35 og Saud Munir 57. Saud battede igennem det meste af kampen godt støttet af Jonas Henriksen, der bidrog med 24. Med mange gærde i behold havde det danske hold gode mulighed for at forcere i de sidste over. Saif Ahmed 36* og Rasmus Kirkman 19 bragte Danmark over de 200 point til slutresultatet 224.

Den høje total fik måske holdet til at tage lidt for let på opgaven og markturen blev ikke lige så velspillet som gærdeindsatsen havde været det. Den stærke vind drillede kasterne, som havde svært ved at holde længde og retning. Hvis danskerne gerne vil et niveau op er kastningen helt klart et punkt, som skal forbedres. De norske spillere var gode til at straffe de løse bolde og var rigtig godt med i den første del af kampen. 78 for 2 efter 13 over satte danskerne under pres og fik spillerne til at tage markspillet mere alvorligt. De danske spinbowlere overtog og fik presset run raten ned. Den danske spin trio bestående af Anique Uddin, Zakria Raja og Rasmus Kirkman delte nogenlunde ligeligt gærderne mellem sig og bowlede hver de tildelte 8 over. Norge endte med 180 all out.

Efter kampen var der arrangeret Barbeque for de tre hold. Holdene fik uddelt guld, sølv og bronze medaljer. Der var også præmier til den bedste gærdespiller og bedste kaster på de tre hold. For Danmark blev den bedste gærdespiller Anique Uddin med sammanlagt 67 point i to kampe. Bedste kaster blev Shangev Thas for hans kasteresultat på 4 gærde for 6 point på 6 over mod Holland.

I morgen bliver 40 over turneringen fulgt op af tre T20 kampe hvor de tre lande igen møder hinanden.