VIS VIDEO (klik på foto)

VIS VIDEO (klik på foto)

”Hvis jeg skal fortsætte med at spille cricket, er det vigtigt, der stadigvæk er stævner.”
Så klar i spyttet er miniputteren Rasmus Markvad Arild Hvid fra Køge Kricket.

I en tid hvor flere klubber oplever, det er svært at rekruttere og fastholde børn, er der god grund til at spørge de yngste cricketspillere selv, hvad de holder mest af ved sporten. Lørdag 28. november blev aktive cricket børn lyttet til, fordi klubber fra øst og vest var samlet til, at forstå hvad børn godt kan lide i klubcricket. Under det første Masterklub Forum mødtes klubledere, trænere og ungdomsledere for at udveksle gode klubideer, for at børn og unge får flere sjove oplevelser i fremtiden.

Stævner, og mødes med børn fra alle steder i landet
På videoen spørger vi børnene, hvilke kvaliteter de sætter pris på ved cricketsporten. Og cricket kan stadig begejstre de yngste. I videoen afslører Nora Hougaard Aarosiin fra Fredericia Cricketklub, at hun har glædet sig til miniput-DM i ikke mindre end tre måneder!

Ifølge videoens hovedpersoner er det glæden ved spillet på banen og det sociale samvær, som virkelig giver point. Nora hæfter sig ved, at det gode ved sådan et stævne er, at hun får lov at spille ”rigtig meget cricket,” og at hun er sammen med sin familie og venner. Og så synes hun, det er ”sejt at mødes med klubber fra alle mulige forskellige steder.”

”Så er vi altid så glade og hepper på hinanden”, forklarer hun og afslører en god sportsånd, som måske netop er kendetegnende ved cricket. For var det ikke også cricket, som i sin tid kom først med fairplay-begrebet?

Også Rasmus lægger vægt på samværet og fællesskabet. ”Det er sjovt fordi man også møder andre. Nogen gange spiller vi på blandede hold, og så lærer man nye at kende”, fortæller han.

30-11-2015, Jonas Andersen