Bent Rossen fylder 60 den 7. november og har været medlem af AB i over 50 år

Den tidligere lynhurtige AB-keeper runder 60

Den tidligere lynhurtige AB-keeper runder 60

Folk der husker den lille meget hurtige og bevægelige keeper, der nærmest agerede som en balletdanser, når han arbejdede bag ”pindene”, op gennem halvfjerdserne og til midten af halvfemserne, kan nok nikke genkendende til navnet Bent Rossen, når der tales om hvem der har været en af DCFs hurtigste keepere nogensinde.

Noget af Bents hurtighed er nok gået lidt af fløjten med årene, men ”rap” er han stadigvæk den gode Rossen.  25 år på ABs bedste mandskab blev det til, og oven i købet med en broncemedalje fra 1983, har han med i bagagen. Men den første rigtige guldmedalje, siden DCFs  start i 1954, hvor ABs ”guldalderhold vandt det første officielle DM, fik Bent, som en stolt 16 årig sit første og eneste danmarksmesterskab som junior, hvor AB i 1969 vandt over AaB i finalen i Aalborg.

I 1979, da AB i øvrigt havde 90 års jubilæum, og hvor Danmark for første gang skulle spille World Cup-kval. i England, havde vi, husker jeg som UK-chef fra dengang, nogle problemer på keeperposten lige før dette B-VM skulle gå i gang. Vi valgte at udtage Bent Rossen, og det var der ingen af os i udtagelseskomiteen, der fortrød bagefter.  Den første kamp, som blev fulgt med stor interesse i den engelske presse, var mod de upåagtede spillere fra Fiji, og på kampens første bold, som Ole Mortensen bowlede, røg den langt over hovedet på stakkels Bent, der ellers havde placeret sig mange meter bag gærdet, lige ud til 4 byes. VI citerer Hr. Rossens egen beretning fra denne kamp ” Min landsholdsdebut mod Fiji var nok den største cricketoplevelse i min karriere. Lige pludselig skulle man spille sammen med dem, man havde set op til, som ungdomspiller. Jeg husker Svanholms hårdkaster Ole Mortensen. Banen var meget tør og hurtig, og Ole startede som lyn og torden og sendte den første bold til 4 byes uden chance for mig, en noget ubehagelig start på kampen. De 3 næste bolde greb jeg lige foran min næse, og den 5 bold kvaste han den lille Fijispillers gærdepinde til stor jubel hos de engelske tilskuere. Fiji blev blæst ud for 88 points, og vi battede let forbi til vores første VM-sejr” udtalte Bent Rossen. Han opnåede at spille 7 landskampe og ca. 240 kampe på ABs bedste mandskab.

Cricketinteressen fik han rent faktisk i Nykøbing Mors, hvor han og storebror Bjarne spillede gadecricket, inden de flyttede til København, og hvor Bent som 10 årig, da Thomas Provis og DCFs tidligere formand Erling Froulund ude på Bagsværds fodboldbaner fik kraven i Bent, og fik ham gelejdet over på ABs nye Cricketbane i Bagsværd, sammen med bror Bjarne, der ligeledes blev en god cricketspiller.

På lederfronten har Bent også sat sine klare spor. Han har i utallige år siddet i ABs cricketbestyrelse, og var i et par år en meget seriøs og afholdt træner for ABs damehold, som resulterede i to danmarksmesterskaber i 1988-89. Senere i 1996 blev han cricketformand i klubben, hvilket han bestred i 5 år. For 3 år siden blev han bedt om at gå ind i ABs hovedbestyrelse, og der sidder han endnu, for blandt andet at varetage ABs cricketinteresser.

I DCF har der også været bud efter Bent, hvor han var en meget populær holdleder for det danske landshold i 5 år.

Bent er bortrejst på dagen den 7. november, men har på lørdag dog samlet en del af de gamle AB-kammerater samt et par ”modstandere” fra hans aktive crickettid til en frokost, hvor undertegnede med glæde bekender mig som tidligere ”modstander”.

Jørgen Jønsson