Peter Palle Klokker har været træner i dansk elite-cricket i over 20 år

Fader Peter fylder 60, her med en glad søn Frederik

Fader Peter fylder 60, her med en glad søn Frederik


 

Den karismatiske og sindige fynbo Peter Palle Klokker runder nytårsaften det skarpe hjørne og fylder 60 år.

Peter Palle, fik sin cricketlærdom i Kerteminde, hvorefter man i 1.divisionsklubben B.1909 fik øjnene op for den lille energiske Peter Palle, der var en type gærdespiller, der aldrig gav sit gærde væk uden ”sværdslag”. Som aktiv spiller nåede han 10 landskampe. Peter var i mange år et foregangseksempel for alle unge spillere i Kerteminde og B.1909, hvor han altid gik forrest, når der skulle kæmpes.

Hans trænerkarriere har mindst været lige så flot. Han har tjent Dansk elite-cricket i over 20 år, er nok den dansker, der har været i dette game i flest år.

Peter var i mange år en fantastisk træner for det danske ungdomslandshold, jeg har selv haft den store glæde at være hans medtræner i ca. 10 år. Toppen på hans ungdomselitearbejde var nok, da han førte U.19.landsholdet til en sølvmedalje i Holland i 1995, hvor vi kun tabte til de stærke englændere.

Senere blev Peter Palle en meget afholdt landstræner for det danske A.landshold i 7 år, hvor han blandt andet vandt bronze med holdet ved europamesterskaberne i Irland i 2008.

Peters store overblik og analysearbejde, over især de danske gærdespillere, var unikt, og en gang imellem kunne man godt have undt ham, at han havde fået den samme store anerkendelse herhjemme, som han altid fik i udlandet, når vi var ude i de større turneringer.

Fødselsdagen bliver fejret hjemme i familiens skød, sammen med hans søde kone Rie og hans børn, sønnen Frederik Klokker, vel nok Danmarks bedste gærdespiller gennem tiderne, samt hans døtre Louise og Stine.

Jørgen Jønsson