Gammel  Nørrebro- og  Svanholm-anfører Rashid Ali får toppost

Rashid Ali bliver "anfører" for over 700 medarbejdere

Rashid Ali bliver “anfører” for over 700 medarbejdere

Nok har den 40-årige tidligere Nørrebro- og Svanholmspiller Rashid Ali scoret mange 6ere i sin cricketkarriere. Men den højeste og bedste slog han nok da han for nylig blev udnævnt til stationschef for det svenskejede selskab Aviator, hvor Rashid skal have ansvaret for firmaets passagerafdeling.

Rashid Ali får et noget større, og nok også sværere ansvar, end da han for et par år siden var anfører for Svanholms 1.hold. Han bliver nu ”anfører” for over 700 medarbejdere, som nok ikke har behov for den store forstand på cricket, det gør nok jobbet lidt nemmere.

Man har nu altid fornemmet visse former for ”ledergen” hos den altid sympatiske Rashid. Således husker jeg en episode fra 90erne, hvor jeg som træner sammen med Peter Palle Klokker for U.19.landsholdet, meget mod min indre vilje, kan jeg godt tillade mig at afsløre i dag, måtte meddele ham, at han ikke kom med til EM. Jeg tror det var på Bermuda, fordi han ikke var i stand til at spille med i en opvarmningsturnering, som vi havde meddelt, var et krav for at komme med til EM. Men som den dygtige strateg, Rashid nu engang var, det er vel også en af de egenskaber som har gjort ham til Chef- sendte han sin meget smukke forlovede ud på KB, som jeg trænede dengang, måske som en slags ”lokkedue/sendebud”, som naturligvis gjorde mig blød i knæene. Med beskeden, om jeg ikke nok ville ændre mening om Rashids deltagelse til EM? stod hun der, i al sin ynde, og så meget bedende ud. Jeg måtte virkelig overvinde min indre ”dæmon”, husker jeg, men måtte stadigvæk meddele hende, at hun skulle hilse Rashid og fortælle ham, at han godt selv kunne komme, men at beslutningen i øvrigt stod ved magt.

Dette har jeg naturligvis efterfølgende været lidt ked af. Men dengang hjalp Rashids åbenlyse egenskaber altså ikke. Hvem ved, han kunne måske, med sine nuværende store lederegenskaber, have overtalt mig i dag.

Fortjent tillykke med jobbet Rashid. Mon ikke dit lange ungdomsliv i cricket på den ene eller anden led har været med til at hjælpe dig lidt på vej til den leder du er blevet i dag.

 

Jørgen Jønsson