hedehusene

Et vue ud over noget af  sportsanlægget i Hedehusene og indtegnet, hvor cricketbanen muligvis kommer til at ligge.

 

På et møde i går accepterede Hedehusenes Idrætscenter (HIC), at der etableres en cricketbane på det store idrætsanlæg i Hedehusene, hvor der er plads til både fodbold og cricket m.m. og hvor der er gode omklædnings- og kantinefaciliteter. Dermed er det sikkert, at Taastrup CC kan rykke op i 1. division i 2014 efter at de vandt kvalifikationsspillet blandt de fire bedst placerede i 2. divsion øst i 2013. DCF havde stillet som betingelse for oprykningen, at Taastrup fik bane med kunstgræspitch.

En drømmehistorie og en kanonkarriere for den unge klub Taastrup, der i 2013 fik et træningscenter på banen  ved Torstrup-Hallen med to træningsnet. Selvfølgelig ikke ideelt, at der er træning og kampe to forskellige steder, men der var ikke plads til en cricketbane på banen ved Torstrup-Hallen (hvor Taastrup også træner indendørs), så det måtte blive denne løsning.

Taastrup Kommune har bevilget midler til at der kan etableres en kunstgræspitch.

Dermed er den eneste klub i de to øverste rækker, der ikke råder over en kunstgræspitch, Albertslund CC. Med truslen om en degradering hængende over hovedet har Albertslund kørt København tynd og generet kioskejere  og andet godtfolk i hobetal i deres tiggen efter sponsormidler, så klubben kan få midler til at etablere en kunstgræspitch, da kommunen gennem årene ikke har været lydhør, når Albertslund CC henvendte sig om  klubbens pitchproblemer. Om det lykkes ved vi ikke. Det vi ved er, at det er en tung dans og at der gøres en kæmpeindsats i Albertslund for at undgå en degradering på grund af den manglende kunstgræspitch.

SN