Svanholms mestre: Bagest fra venstre Paul Johnstone, Zameer Khan,Waqasali Yasin, Zishan Shah, Henrik Saxe-Hansen, Basit Javed, Sair Anjum. Forrest: Taha Ahmed (anf), Saad Ahmed, James Moniz, Hamid Shah.

 

Glostrup vandt lodtrækningen i lokalopgøret mod Svanholm og sendte Svanholm til gærdet.

Brøndbyklubben startede med Zameer Khan og Zishan Shah, og begge gik frisk til sagen fra starten af med mange gode offensive slag(59 på 11 overs). James Moniz fulgte godt op med hurtige 43 på 55 bolde. Aftab Ahmed virkede uskarp i sin kastning, ligesom den succesfulde slowbowler fra Malaysia Bashir Shah heller ikke virkede alt for oplagt, begge kastere endte uden gærder og kostede tilsammen over 100 points. Zishan Shah scorede 31 og Zameer Khan 45. Svanholm havde 116 for 3 på 23 overs. Alle har efterhånden fået at mærke, at Svanholm batter uden hale. De sidste 4 gærdespillere scorede til sammen 85 points, og de danske mestre endte med 236 for 9 gærder.

Bedste Glostrupbowler blev Glenn Larsen med 2 gærder for 34 på sine 10 overs.

 

Sølvvinderne fra Glostrup

Bagerst fra venstre: Glenn Larsen,Bashir Shah, Arbid Raja Sana, Shehzad Ahmed, Aftab Ahmed, Peter Poulsen

Forrest fra venstre: Haroon Malik Khan, Suleman Arshad, Rasmus Koefoed, Martin Jensen og Rasmus Nielsen

 

 

Glostrup startede som lyn og torden ved gærdet

Peter Poulsen og Bashir Shah startede som lyn og torden med at følge op på Svanholms gode innings. Selv om Bashir Shah blev grebet efter 3 overs for 19 points, fortsatte Aftab Ahmed festfyrværkeriet sammen med Peter Poulsen med kraftfulde gode underholdende stød.

Aftab Ahmed med 53 på kun 38 bolde og Peter Poulsen med 36 på 42 bolde sørgede for at Glostrups øvrige gærdespillere havde god tid til at videreføre det offensive spil. De første 16 overs gav 114 points. Kun Shehzad Ahmed var i stand til at følge de første spilleres tempo – Shehzad spillede her som nummer 5 på den helt rigtige måde og scorede 34 på 37 bolde. Desværre viste Glostrup at indeholde en for lang hale i forhold til mesterholdet, og det blev nok det afgørende i denne kamp, som ikke havde nogen betydning for selve turneringen, men udelukkende et prestige opgør som ingen af holdene på vestegnen ville tabe. Saad Ahmed og Hamid Shah tog hver 3 gærder for 23 og 33 points. Sair Anjum virker i øjeblikket ude af kasteform og måske mere rent mentalt ikke at være der hvor en landsholdsspiller helst skulle være- 2 for 65 på 9 overs, var det resultat der kom ud af Anjums til tider alt for korte og upræcise bowling.

Aftab Ahmed går ud i et stort slag

Ingen tvivl om, at Svanholm er de rigtige mestre i år. Stabiliteten især på gærdesiden har reddet mesterholdet i flere kampe, og holdet har da også været det mest homogene mandskab i år.

Hernings bronzehold flankeret med en stolt formand Folmer th.

Svanholm vandt med 43 points, og blev behørigt hyldet af DCFs formand Thomas Kentorp, der samtidig fortjent kunne overrække Glostrup sølvmedaljer. Herning erobrede bronze ved at vinde over Esbjerg.

Ung Svanholmspiller bliver interviewet af TV-Lorry

 

KB slap med skrækken og videregav Nørrebro nervekampen mod Ishøj

Holdet fra Peter Bangsvej og især Yasir Iqbal rejste sig da det var nødvendigt

På forhånd lignede kampen mellem KB og Nørrebro – en kamp om at undgå en afgørende nedrykningskamp – et spændende og forbudt for børn-opgør. Men KB, måske snarere Yasir Iqbal, der spiller for lidt cricket for klubben – ferie og karantæne- ville det anderledes. Kampen blev aldrig spændende, dertil havde KB scoret for mange points 275 for 5 på de aftalte 50 overs med en overdådig spillende Yasir Iqbal med 108 på 89 bolde, satte eftertrykkeligt proppen i.

Veteranen Mohamad Farooq støttede Yasir Iqbal på en meget offensiv og god gærdestand på små 100 points, og sørgede for at KBs total blev så stor.

På intet tidspunkt så det ud som om at Nørrebro ville true denne store KB-score, og gærderne faldt da også i noget hurtigere tempo end Nørrebro havde brug for, og holdet var ude for 138 på 38 overs.

Nu skal Aftab Ahmeds tropper ud i en nervekamp mod Ishøj om deres forbliven i Elitedivisionen, den kampe spilles i næste weekend.

KB vandt kampen med 137 points og nu kan man ånde lettet op ude på Peter Bangsvej.

 

Jørgen Jønsson