I finalerne hos juniorerne og lilleputterne

Junior- og lilleput-DM på Svanholm Park og i Solvangsparken blev en triumf for Svanholm, der blev dobbeltmestre. Mens klubbens lilleputter var aldeles overlegne såvel i semifinalen mod Husum og i finalen mod Horsens og ikke mistede et gærde var det en close sag for Svanholms juniorer at vinde det trofæ, som Ishøj vandt i fjor ved at slå Brøndbyklubben i en endnu mere tæt fight.

Juniorerne (lilleput længere nede på siden)

I juniorkampen var Svanholms kastning ikke så tæt som dagen forinden mod Skanderborg og der var points langt ned i rækkerne til Ishøj, der battede bredt og nød gavn af et svanholm-markspil, hvor boldene havde en tendens til at ryge i hænderne på dem, der nødigt ville have det.

Ishøjs bedste kort Basit Raja sweepede en gang for meget mod Svanholms lille srilankanske offspinner Navesh Wiejeratne, men selvom han gik som 5. gærde efter at have lavet 38 var der på ingen måde hul hos Ishøj, som man ellers ser det ofte i ungdomskampe. Næsten alle bidrog i de 150/9. Hamid Shah blev bedste kaster med 4 gærder for 34 godt hjulpet af eminente greb af Mati Malik nær grænsen. Saif Yaqoob en værdifuld kaster med 8 præcise overe – 2 for 17.

Med 3 gærder ude for 40 hvilede Svanholms skæbne næsten udelukkende på Hamid Shah, der skulle have bistand af Saif Yaqoob, hvis Brøndbyholdet skulle lykkes. Shah har – usædvanligt for ham – ikke scoret nævneværdigt efter sommerferien, men kom i touch – også efter at Ishøj ikke kunne holde de svære chancer han gav. Svære chancer var ikke Saif Yaqoobs varemærke, her blev de pænt lagt i hænderne på Ishøj spillerne, men også her gik de til dem, der nødigt ville have dem. Da Yaqoob (26) omsider ramte en, der kunne gribe, havde Svanholm 111 på 29 overe og med ottendegærdet Hamad Shah, som spillereren, der hjalp Hamid Shah næsten til vindertotalen kom Svanholm i hus i over nr. 37.

Hamid Shah scorede i sin sidste juniorkamp 85. Man kan jo undre sig over, hvordan det kommer til den situation, at han og broderen Zishan ikke er at finde på DCF`s hold i de kommende fire kampe, hvor der ellers optræder alt godt fra havet, torsdag-fredag-lørdag-søndag på Svanholm Park mod det engelske Club Cricket Conference.

I opgøret om 3.-4. pladsen var Skanderborg som ventet for god for Herning/Husum og vandt med 8 gærder. Skanderborgs Kamran Mahmood kastede to bolde i hele weekenden. En i hver kamp. Han fik et gærde på hver bold. Om hans anfører Peck-Thorsted gør det for at være social mod de andre kastere – eller han udnytter Mahmoods evner optimalt skal vi ikke kunne sige.

Man kan konkludere, at der p.t. findes tre juniorhold i Danmark af rimelig klasse, nemlig de to finalister og Skanderborg. Vi skrev i går, at den moralske finale blev spillet lørdag mellem Skanderborg og Svanholm, men bør nok rette det til, at de tre hold er nogenlunde lige gode med størst bredde hos Ishøj og flest gode spillere hos de to andre hold.

Resultaterne:

Finale: Svanholm 151/7(Hamid Shah 85, Saif Yaqoob 26, Laraib Ahmed 2/27) over Ishøj 150/9 (Basit Raja 38, Hamid Shah 4/34, Saif Yaqoob 2/17).

Kamp om 3-4 plads

Skanderborg 76/2 (Kamran Mahmood 39x) over Herning/Husum 72 (Anders Bülov 4/12, Shujat Ali 3/10)