Fotografen var lige hurtig nok, et sekund senere har Ishøjs Kumar bowlet endnu en Nørrebrospiller

Fotografen var lige hurtig nok, et sekund senere har Ishøjs Kumar bowlet endnu en Nørrebrospiller

Nørrebro og Husum rykker ned og Herning skal spille op/nedrykning mod Kolding

Ovennævnte fakta indikerer samtidig at sæsonen for senioreliten er slut, og vi kan allerede nu afsløre, at næste sæson i elitedivisionen, nok bliver endnu mere spændende, med 6 hold, hvor der skal spilles alle mod alle 3 gange. Det eneste der nu mangler at komme på plads, er hvem der bliver det sjette hold i den bedste række, det bliver afgjort i den kommende weekend mellem Kolding og Herning.

De nykårede mestre fra Skanderborg løb ind i deres første nederlag i sæsonen, da klubben hjemme tabte til de regerende mestre Svanholm, mere om denne kamp fra jylland referenten.

 KB vandt fortjent sølv

Kampen kom i gang med en forsinkelse på to timer, da banen flere steder stod under vand.

AB vandt lodtrækningen og valgte at gå i marken først. KBs gærdespillere virkede lidt presset i starten, have måske lidt ”sølv-nerver”, der prægede de første gærdespillere? Den i år, stærkt spillende Parwan Sarangal blev grebet efter at have scoret 10, og det andet åbningsgærde Shehzad Ahmed lavede 18, så kom Aftab Ahmed (jr) ind og fik sat lidt fart over spillet og scorede 38 på 44 bolde, og sammen med Bashir Shah(37) fik de lavet dagens bedste gærdestand på 57. Efterfølgende blev der lagt runs på af Omar Hayat (16)og Aftab Ahmed (senior)17 not out, og KBs sluttotal efter 40 overs blev 171 for 8. Ganske pæn score på den noget regntunge bane, som ovenikøbet var lidt langhåret. Endnu engang var ABs unge offspinner Annique Uddin holdet en god bowler med 3 gærder for 37 på sine 8 overs.

Flot billede for en instruktør at se på- Aftab Ahmed (junior) bowler i en fin action til ABs gærdespiller, der har et korrekt løft på sit bat

Flot billede for en instruktør at se på- Aftab Ahmed (junior) bowler i en fin action til ABs gærdespiller, der har et korrekt løft på sit bat

På forhånd var man klar over at AB ville få det svært med at overtrumfe KBs score, som formentlig var lidt over 200 på en normal tør bane. Lad det været sagt med det samme, AB fik ikke nogen ønskestart, men omvendt har vi tidligere på sæsonen set hvorledes holdet har kæmpet sig gennem besværlighederne- tænk bare på sejrene over Svanholm, hvor man især i Bagsværd fik fightet sig til den overraskende sejr, og hvor det virkeligt så svært ud i deres første del af halvlegen.  Men her blev der ikke tale om nogen gentagelse. Der blev stort set ikke etableret gærdestande, og ingen af ABs gærdespillere formåede at lave over 20. Det var især Bashir Shah, der var slem ved sine gamle holdkammerater, han tog 3 gærder for 16 på sine 8 overs. KB vandt kampen med 68 points, og kunne således modtage de velfortjente sølvmedaljer.

Sølvmedaljer overrakt af Alex Olsen fra DCFs bestyrelse.

Sølvmedaljer overrakt af Alex Olsen fra DCFs bestyrelse.

 

KB Sølv 2015

KB Sølv 2015

Da Svanholm noget overraskende besejrede Skanderborg, måtte AB tage sig til takke med en fjerdeplads. Men holdet var vel nok den mest positive overraskelse i elitedivisionen. Kan man holde på de nuværende spillere, og således få endnu mere erfaring på bagen, så er AB farlige for et hvert hold, og kan måske avancere yderligere op i rækken og vinde medaljer i næste sæson.

Nørrebros Nabil Ghulam grebet ud. Det giver anledning til en heftig ridetur af Monty Singh

Nørrebros Nabil Ghulam grebet ud. Det giver anledning til en heftig ridetur af Monty Singh

Den anden kamp i Københavnsområdet var uden betydning, og det kunne ses!

Da Nørrebros bane efter den megen regn var ubrugelig, var kampen mod Ishøj flyttet til Svanholm Park, som nærmest kan tage en ”stormflod”, uden at det en time efter kan ses på forholdene.

Vi skal skåne Nørrebro og læserne og gå hurtigt kampen igennem med en omgang ”tørre” tal.

Nørrebro battede først og var ude 24 overs senere med 59 points inkl. 17 ekstra. Topscorer Imtiaz Ahmed med 13 not out.  Pawan Kumar fra Ishøj var nærmest uspillelig og tog 5 gærder for 9 points på 8 overs.

Denne total brugte Ishøj 4 gærdespillere til – Monty Singh scorede 34 not out.

Ishøj har rent faktisk et godt hold, men har i år nok fået for lidt ud af det generelt- et par ”dumme” nederlag til følge-og markspillet er stadigvæk en af holdets svage punkter, og så kunne selve holdarbejdet måske godt kunne forbedres lidt, disse småting, som nogle måske vil kalde det, har været stærk medvirkende til at man ikke endte i medaljerækken.

Jørgen Jønsson