Amjad Khan bowler mod overmagten

Amjad Khan bowler mod overmagten

 

Vi fik en chokstart da Frederik Klokker hurtigt gik

Vi fik en chokstart da Frederik Klokker hurtigt gik


De italienske gærdespillere vandt slaget

Der var åbenbart ikke mere i det danske hold i dag mod Italien. Vi vandt lodtrækningen og valgte at batte først. Det viste efterfølgende måske ikke at være så godt, kan man nok i ”bagklogskabens” klare lys konstatere.

Indledningsvis får undertegnede lyst til at citere den tidligere landsholdsspiller Allan From på Facebook, hvor Allan rigtig nok skrev ” Noget der lignede en sikker oprykning til ICC-Div.3 blev desværre ikke til noget. Jeg har sjældent set så mange ting, som gik den forkerte vej”.

Dette citat siger vel det hele. Vi stod med nøglen klar til at gå ind i det lidt bedre selskab i division-3, men fik ikke i dag åbnet den dør, der ville give os beviset.

Nu skal vi jo ikke glemme, at det danske hold har vundet 3 kampe efter udmærket spil, hvor i sær vore gærdeside har fungeret godt. Men når man er så tæt på det mål man har sat sig, kan man også godt forstå at de danske spillere er meget skuffede. Der er så at håbe, når skuffelsen har lagt sig, at holdet vil give hinanden håndtryk på, at man i morgen laver revanche og tackler denne umiddelbare skuffelse ved at besejre Italien for at fortælle at dagens nederlag var en fejltagelse.

Tilbage til de nøgne kendsgerninger. Efter en meget famlende start med 4 gærder ude for 19 points – Zameer Khan, Frederik Klokker, Michael Pedersen og Zishan Shah var ofrene- kom Shehzad Ahmed (55 på 96 bolde)sammen med Amjad Khan (73 hurtige points på 73 bolde) i en meget flot 5-gærdestand på 114 points, og gav os et fornyet håb. Både Aftab Ahmed (15 på 8 bolde og Yasir Iqbal (27 not out på 15 bolde), som har battet godt i denne turnering, hjalp Danmark godt på vej til en rimelig total, som man må have lov til at mene ville presse den italienske gærdeside. Vi var efter kampen mod Jersey inden på at det italienske hold ville være et såret dyr efter deres knebne lederlag til Malaysia, og det kom da også til at holde stik. De to hårdtslående åbnere Northcote og Marage startede som lyn og torden, efter de første 20 overs stod der 123 points på tavlen uden gærdetab. Holdleder Ole Roland mente at det var det dårligste kastning og markspil det danske hold havde præsteret ved dette mesterskab. Denne start gav naturligvis kraftige rystelser i den danske selvtillid, og selv om Amjad Khan og Yasir Iqbal fik snuppet åbningsgærdet, det første ved 150, og det andet ved 170, var der vel ikke mange der reelt troede på at vi kunne holde disse italienere nede. Italien passered med 237 for 4 gærder. Amjad Khan fik to gærder men var dyr 55 points på sine 10 overs, Yasir Iqbal 1 for 46 på 6 overs, og Aftab Ahmed kostede 46 points på 9 overs uden at få gærder. Northcode scorede 73 på 82 bolde og Marage lavede 82 på 78 bolde. De to hold spiller som nævnt om 3.pladsen i morgen lørdag.

Jørgen Jønsson