Skrevet af Caroline Rebien, Klostermarksskolen Roskilde.

overraekkelse-af-premier

Kan man tage på cricket-tur i udlandet uden megen cricket erfaring? Svaret er JA, et kæmpe stort JA. Kan skolerne være en aktiv medspiller i at flere spiller cricket? Tilsyneladende Ja. Men først, hvordan tager man til udlandet, på cricket-tur, som skole? Her følger en beskrivende fortælling om Klostermarksskolens tur til den græske ø Korfu:

Da vi ankom til Korfu i maj 2016, havde holdet spillet én cricket kamp. De havde spillet mod Køges ungdomshold. De havde tabt. Det var derfor ikke de store forhåbninger om guld om halsen, der drev os mod varmere himmelstrøg. Det var derimod glæden ved spillet, muligheden for at forbedre sig, og udsigten til at møde andre unge, der ligeledes havde fundet glæden ved cricket. Målt på disse parametre var turen en ovenud succes.

Nej, vi vandt ikke mange kampe. Vi vandt faktisk ikke en eneste. Men holdets udvikling var enorm. At se eleverne gå fra usikkert gærdespil og usammenhængende markspil: ingen klare aftaler og upræcise kast, til at lave 88 løb mod et udvalgt bulgarsk hold, var en kæmpe fornøjelse. At se dem holde det velspillende græske ungdomslandshold under 200 løb, var ligeledes en gevaldig oplevelse.

Sammenholdet og selvtilliden voksede fra kamp til kamp
Humøret var højt også selvom eleverne tabte: de lod sig ikke kue af virkeligheden. De vidste, at de tabte til bedre hold, men kunne uden problemer lægge nederlagene bag sig og synge hele vejen hjem i bussen.

Eleverne fik kæmpe roser af både modstandere, tilskuere og officials. Både for deres høje humør og tekniske udvikling, men også for deres positive attitude overfor de andre hold. Der blev heppet og råbt opmuntrende ord fra sidelinjen, hver eneste gang vi så en kamp.

Cricket lærte vi hen ad vejen – altså taktikken på banen
Flere kom hen til os og kunne ikke forstå, at holdet kun havde spillet en enkelt kamp inden turneringen. Deres niveau var uden konkurrence det, der løftede sig mest gennem turneringen. Det er det perfekte eksempel på learning by doing. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os noget lignende. I den afsluttende placeringskamp mod bulgarerne gav vi dem kamp til stregen; jovist, vi var underdogs, men vi lagde os aldrig ned. Tværtimod.

Vi afsluttede turneringen med at få overbragt prisen ”the spirit of cricket award” af præsidenten for det græske cricketforbund. En flok ualmindelige almindelige 8. klasser gik fra en tabt kamp i Køge til at blive prisvindere på Korfu: vi kunne ikke være mere stolte.

Men hvad skete der da de kom hjem?
Flere valgte at spille cricket på skolen, så mange at de nu er oppe på 24 elever der spiller cricket og flere af de unge er i dialog med Køge Kricket Klub om at spille kampe indendørs.

Dato redigeret af Carsten Martensen, udviklingskonsulent