Christian Peck spillede en flot og meget vigtig halvleg

To flotte gærdestande hos begge hold gav spænding

Selv om der ikke var tale om decideret pinseløjer, men nok mere ramadan over kampen, blev vi vidne til en underholdende kamp med to gode gærdestande over 100 points.

Svanholm vandt lodtrækningen og valgte at gå i marken. Holdet havde 3 Skanderborg-gærder nede for 64, inden Michael Pedersen (96 på 131 bolde), som spillede en god og determineret halvleg, selv om han blev droppet i den 6 over, og Christian Peck (42 på 67 bolde) mødtes i en gærdestand på 108 points de fik totalen hævet til 174. I den sidste ende fik hårdtslående Rizwan Mahmood scoret 33 på 20 bolde, Skanderborg endte med 231 for 6. Svanholms kastning virkede ret tam, hvor kun T. Ahmad formåede hele tiden at holde længde og retning og tog 3 gærder for 28 på sine 7 overs- han skulle måske have været brugt med alle sine overs i stedet for Gazall, der virkede noget løs i sin kastning.

Michael Pedersen kanter en bold til keeper Hashmi og bliver grebet

Svanholm fik en meget dårlig start ved gærdet

Efter de første 15 overs havde Svanholm 5 gærder ude for 49 points, og så meget modløse ud.

Men som hos Skanderborg, mødtes på midten af halvlegen de to velspillende Hamid Shah (71 på 92 bolde og Saif Ahmad (79 på 97 bolde) i en flot gærdestand på 123, hvor spændingen steg bold for bold – Hamid spillede i sin flotte klassiske stil i boldens linje, og Saif Ahmad, som havde pådraget sig en skulderskade, som formentlig gjorde, at han nok ikke i sin vanlige aggressive stil, var i stand til at angribe bolden. Det gjorde nu ikke så meget, da nødvendigheden i denne gode gærdestand var, at det var de to omtalte Svanholmspillere, der skulle køre en eventuel sejr hjem. Men da Hamid blev stokket ud af en hurtig Frederik Klokker ved totalen 172, skulle der nærmest et mirakel til fra de sidste Svanholm- gærder. Det skete ikke, og Skanderborg vandt en fortjent sejr på 28 points. Den afgørende forskel var, at Skanderborgs kastere var skarpere end Svanholms. Gode stabile Morten Kristensen tog 3 gærder for 37 og Anders Bûlow, som havde mere fart i sin kastning end sidste weekend tog 3 gærder for 27.  Svanholms score blev 203 for alle på de 48, 3 overs.

Saif Ahmad angriber Skanderborgs kastning

Nu er Skanderborg den nærmeste bejler til måske at overtage de ubesejret KBs DM-titel, men holdet på Peter Bangsvej må stadigvæk være favoritter til at genvinde deres DM.

Fotografen mener det er Hamid Shah, der spiller bolden

Jørgen Jønsson