Selv om man faldt i søvn på bagsædet hjem, var Carsten Pedersen forrest lysvågen og tilfreds

Selv om man faldt i søvn på bagsædet hjem, var Carsten Pedersen forrest lysvågen og tilfreds

”Veteranen” Carsten Pedersen spillede som en årsunge

Selv om Skanderborg var uden den nybagte fader Frederik Klokker, der efter sine 92 points mod Glostup ilede hjem til sin nye lille ”guldklump”, som blev en pige- det kan være at kvindeudvalget i cricket allerede nu bør lægge billet ind, hvis den lille pige har arvet fader Frederiks boldøje, var det bortset fra to hurtige tabte Skanderborg-gærder ikke nødvendigt med Klokkers bistand i denne kamp.

Nørrebro, som vi har undret os over ikke vil spille alle deres tildelte overs, magtede kun at få brugt knap 32, så var de ude for 101 points med Imran Islam som topscorer med 18 points. Gode stabile Morten Kristensen, som ikke har det efter fremmede, hans far Kjeld var en frygtet offspinbowler i en årerække- tog 4 gærder for kun17 på sine 10 overs, medens vensterhånds –spinneren Aqeel Amjad tog 2 for 26.

Substitutten for keeper Klokker var ingen ringere end Carsten Pedersen, som har spillet førsteholds-cricket i over 20 år, han keepede upåklageligt og havde 2 stokket ud og ingen byes.

Efterfølgende gik Carsten ind og åbnede ved gærdet og blev stående til Skanderborg havde passeret. Carsten og Rizwan Mahmood sluttede af med en gærdestand på 86 points hvor Carsten scorede 47 not out og Rizwan 41 not out. Hvis vi skal være nøgtern, og det skal vi jo her på redaktionens hjemmeside, så virkede Carsten Pedersen i hele kampen som en anden årsunge, og ved gærdet gav han flotte prøver på sit gode gærdespil, med velgennemførte cuts og legdrives, som ganske enkelt overstrålede den nuværende landsholdsspiller Rizwan Mahmood, som efter pålidelige kilder ikke rigtig i år er kommet i gang med det spil, vi ved han kan udføre ved gærdet.   

Bedste Nørrebrokaster blev Nabil Ghulam og Jahangir Ashraf med hvert et gærde for 15 og 29 points.  Skanderborg vandt således kampen, der kun tog lidt over 3 timer med 8 stående gærder.

Nørrebro har nu fået et dejligt cricketanlæg med en ny flot cricket pavillon. Så langt så godt. Problemet er bare, at Københavns Kommune ”kun” har villet støtte projektet med 450.000 kr. og nu er man nået til det punkt, at man ikke kan blive færdig med projektet, fordi Nørrebro ikke har flere penge at putte i.

Pavillonen står nu i kun halvfærdig stand, hvor klubben ikke kan bruge den til noget som helst fordi økonomien som nævnt ikke slår til.

Jørgen Jønsson