Ungdoms-cricket i Holland er som i Danmark i store rekrutterings problemer

Har vedtaget en fire års handlingsplan som skal fordoble ungdomstallet

 

Før i tiden sammenlignede vi os altid med Holland, med hensyn til både senior som ungdomsarbejdet. Selv om vi nok tabte de fleste af de indbyrdes kampe, lå vi ikke så langt fra dem, som vi helt åbenlyst gør i dag.

DCF har gjort meget de sidste mange år. Med god økonomisk støtte fra det internationale forbund ICC og Danmarks Idræts-Forbund, har det ikke skortet på initiativer.

DCF har i øjeblikket, ligesom hollænderne, to regionale klub-instruktører Lars Hedegaard og Mikkel Grøn, og begge har været vidt omkring i de danske klubber med den klubhjælp, der nu engang kan tilføres i de tiltrængte klubber.

Hvis vi går 10 år tilbage, viser vores medlemstal i alderen fra 0-12 år 875 unge, og ved sidste indberetning i foråret viser dette tal i alderen 0-12 år 379! Altså over en halvering i denne nok så vigtige aldersklasse. Jeg kender ikke de hollandske tal, men der er ingen tvivl om, at der også hos dem er tale om et større fald.

Gør hollænderne noget som vi måske kan lære lidt af

Det hollandske cricketforbund KNCB har for et halvt års tid siden vedtaget en 4 års handlingsplan, som skal munde ud i, at man har fordoblet ungdoms-medlemstallet i 2016.

Nu gør de store hensigtserklæringer det som bekendt ikke alene, men der er ingen tvivl om, at hollænderne mener det alvorligt. De har på seniorplan-via 4 professionelle spillere på hver deres ”Topklasse”-hold, formået at hæve standarden i deres bedste række, som helt naturligt også har smittet af på deres landshold- men ikke i samme grad er det lykkedes at få ungdommen i tale.

KNCB har ansat den gamle landsholdsspiller Tim De Leede til at styre den nye vedtagne handlingsplan, og der er samtidig ansat to regionale instruktører, der skal rundt i klubberne-ligesom vi i DCF har gjort det med Lars Hedegaard og Mikkel Grøn- under temaet ”der er mangel på hænder i hollandsk ungdomscricket” (klubtrænere og ungdomsledere).

De to forbundsinstruktører skal forsøge at ”binde” de potentielle klubtrænere sammen, på tværs af klubskel og andre forskelligheder, og sammen i en konstruktiv dialog samarbejde om de problemer, der vil opstå i et eventuelt rekrutteringsarbejde. De to instruktører går dog ind i arbejdet under mottoet ”En hver klub er anderledes”.

Hollænderne vil arbejde med det multikulturelle islæt

Samtidig vil hollænderne lægge stor vægt på, at man arbejder med en multikulturel idræt, hvor temaet ”ikke kontaktsport” appellerer til, at både piger og drenge, i starten kan spille sammen, og blandt andet kan danne et skolehold, hvor der almindeligvis er en større samhørighed og interesse, som gør starten lettere for både de nye deltagere og trænere.

Hollænderne mener, at man nok fokuserer for meget på de eksisterende klubber, medens de nye børn mere identificerer sig med den skole, som de får mulighed for at spille for i begyndelsen. Det appellerer samtidig til en bedre dialog med den lokale skole og de lærere, der skal kontaktes.

Man mener at muligheden for at kombinere klub-og skolehold i enkelte konkurrencer er gode, men understreger dog, at lærere ikke er så glade for at skulle medvirke i weekenderne, men gerne på hverdage.

Det hollandske forbund mener, at der skal fokuseres på en samfinansieret aftale med de forskellige lokale myndigheder, da der er tale om ”multikulturelle” tiltag. De to hollandske instruktører oplever at de lokale myndigheder er meget modtagelige for indførelsen af cricket, hvis de bliver kontaktet på den rigtige måde, og hvor det er en multikulturel ikke-kontaktsport, hvor respekten er en afgørende faktor, og at der i de yngre aldersgrupper kan spilles på blandede hold med både drenge og piger. Den ene af de hollandske instruktører Subir Shrestha udtaler ” 7 af de 8 skoler der er nået til finaledagen kommer fra den region jeg har kontakt med, og her har børnene en chance for at gøre dem selv og deres skole stolte af at repræsentere det, som en skolekonkurrence giver dem mulighed for at deltage i en turnering, hvor der ikke l øjeblikket er nogen klub”. Man er godt klar over, at der her er tale om et langvarigt projekt, som gerne skulle være med til at fordoble ungdoms-medlemstallet om 4 år.

Kan vi bruge noget fra den hollandske fireårsplan?

Er der noget af det ovennævnte vi kan bruge eller lære af? DCFs udviklingsarbejde har været i gang i snart lang tid, og der har da også været lyspunkter. Jeg har lige talt med en leder fra Køge, der fortalte at klubben til næste år ville tilmelde et juniorhold. Det er næssten 25 år siden klubben sidst havde et juniorhold tilmeldt. AB, Horsens, Kolding og Fredericia er også gode eksempler på at det måske kan lade sig gøre. Også det nylige ”træf” som blev afholdt i Glostrup, under en elitedivisionskamp, hvor DCF havde indkaldt tidligere cricketspillere og deres børn til en aktivitetsdag med sjove boldlege og pølser og sodavand fik det til at glide bedre ned. Dette initiativ skulle få børnene til at videreføre fædrenes tidligere mangeårige cricketspil, hvor børn og måske deres fædre, ville genoptage den gode gamle tradition med at holde rekrutteringen ved lige på denne gode måde. Initiativet er i hvert fald en gentagelse værd.

 

En flot dansk målsætning vil være det halve af Hollands om 4 år

Jørgen Jønsson