Nu ånder Jyderne KB i nakken og er kun et point efter de danske mestre

Det er ikke en “Rockerborg” Shangeev Thas prøver at komme ind i , men blot Kløvermarkens klubhus, der stadigvæk ikke er tilgængelig


Der var tale om et stykke professionelt arbejde af Skanderborg-spillerne, da holdet i dag i den udsatte kamp på Kløvermarken sikkert besejrede Nørrebro med 8 stående gærder.

Det var en kamp, hvor begge mandskaber var ramt af en del ferieafbud, men også hvor Skanderborg alligevel var i stand til at dominere kampen fra start til slut.

Nørrebro battede først, og efter en udmærket start, hvor Kamran Ejaz scorede 65, blev holdets gærdespillere langsommere (gab) og langsommere i deres gærdespil – ganske vist bowlede Anders Bülow og Shangeev Thas fjendtligt, men det noget reservespækkede Nørrebro-hold savner længere nede i gærdeordenen noget bredde. 145 for alle blev det til, og var formentlig ca. 50 points for lidt til at skabe en god kamp.

Frederik Klokker og Christian Peck lavede en god åbning inden Christian blev bowlet ud, medens Klokker (60 not out) fortsatte spillet sammen med Shangeev Thas (26) inden Frederik Klokker og Rizwan Mahmood sluttede af med en sikker gærdestand, hvor Skanderborg passerede for tabet af 2 gærder.

Nu er det nok ikke en kamp som den i dag mod Skanderborg, som Nørrebro skal sætte al deres lid til, men der skal efter sommerpausen nok mere styrke fra holdets ledende spillere, hvis man skal undgå den ikke særlig populære sidsteplads i elitedivisionen.

Hvad angår Skanderborg, skal man nok ikke afskrive holdet fra at kunne drille KB om DM. Holdet har ind imellem vist svaghedstegn, men indeholder alligevel så gode spillere, der på de gode dage kan drille selv det bedste hold på papiret (KB), så man kan godt håbe på, at der bliver spænding om DM, til den sidst bold er kastet. Kampen lige efter ferien mellem KB og Skanderborg, vil nok vise, om vores forhåbninger om en spændende anden halvdel af sæsonen, holder vand.

Referenten undskylder, hvis nogle af de nævnte tal ikke helt holder stik, de er taget efter hukommelsen, som jo ikke bliver bedre med alderen. Live-scoresystemet fra kampen på Kløvermarken gik ned inden kampens slutning, og det er endnu ikke lykkedes at få fat i de tørre tal.

Jørgen Jønsson