DSC_1354

Glostrups Stig Hammerhøj havde fået tjansen at overrække Køges anfører Søren Sørensen pokalen

Uden at kunne vide, hvad Køges old boys-spillere sidder og hygger sig med om aftenen over fjernsynet, tør man måske gætte på, at det ikke er sherry.

Men ikke desto mindre vandt Køge årets afsluttende – og efterhånden traditionelle – old boys turnering i København som sædvanligt arrangeret af Ole Christiansen, der har doneret pokalen benævnt ”Sherry de Terry” og indkøbt på et marked i det sydlige Europa, hvor man producerer den slags drikkelse.

Stævnet spilles efter konceptet et mod to og tre mod fire i den ordinære turnering, så det blev Svanholm-Køge og Glostrup-Forty Club, der mødtes på de to baner på Svanholm Park. Regnen holdt først op en times tid efter det ordinære starttidspunkt, så det blev til en ti overs kamp i finalen med et maksimum på 20 points pr. gærdespiller.

Det kom Køge bedst ud af med en score på 82, mens Svanholms sidste mand blev løbet ud – hvis man kalde det sådan, når det drejer sig om den næsten 70 årige Flemming Søegaard –i sidste over, da Svanholm manglede to points. Søegaard kan i øvrigt med god grund være fornærmet nu, hvor Peer Jensen også har haft come back. Søegaard er efterhånden en af de få nulevende fortsat aktive landsholdsveteraner, der ikke er blevet trukket ud af stalden til diverse afgørende kampe i elitedivisionen

Glostrup slog Forty i den anden kamp.

Efter kampen hyggede de fire hold sig som sædvanligt sammen over et stykke mad og noget, der ikke var sherry.

SN

DSC_1353-001

Efter kamp-hygge, mens Stig Hammerhøj motiverer overrækkelsen af pokalen til Køge. Senere var der en lille gave til old boys turneringens mest trofaste aktører Svanholms Per Kyhe, der dømmer en masse forty-kampe som ene dommer. Legdommer er ikke noget fortyspillerne bruger ret meget af.