Herning cementerede sin førsteplads.

Herning cementerede sin førerposition i elitedivisionen med en sejr på beskedne 3 points ude over Svanholm. Det var en kamp, der havde det forunderligste forløb.

Hernings indledende 189 var altid en af de scorer, der betød at resultatet kunne gå begge veje, men at den skulle gå Hernings vej på den måde, det skete, kunne ingen forudse.

Svanholm fik i starten i jagten på Hernings score to kæmpegaver af Morten Hedegård. Først droppede han åbneren Søren Vestergård ved 0, og et par bolde senere gentog han kunststykket på en endnu nemmere chance i en dyb mid off, da Vestergård havde 1 point. Vestergård (76) fortsatte på smukkeste og mest effektive måde og sammen med Zishan Shah satte han totalen op på 127 i kvikt tempo, førend de begge blev løbet ud. På det tidspunkt havde Svanholm23 overe til de manglende 61 points – og havde 8 gærder at bruge på sagen.


Ijaz Saumy igang med at gøre sidstegærdet perplekst

Og 20 af de 23 blev brugt – men ej fornuftigt. Flere af gærdespillerne gik på måder, som man normalt kun ser i ungdomscricket. Stokket ud på tidspunkter, hvor der var masser af overe og en nem bold skovlet tilbage til kasteren. Hernings juniorlegspinner Ihjas Saumy startede med at koste 17 points på sine 2 første overe, da åbnerne var inde, men han blev sat på igen og var stærkt medvirkende til svanholmkolapsen . Med 4/43 endte han som Hernings matchwinner på kastesiden. Svanholms sidstegærde hævede fra 174 til 186, inden Sair Anjum slog Saumy ud i Michael Pedersens sikre næver med 3 overe igen. Et par bolde forinden kunne have været stokket ud, hvis ikke keeperen havde misset, så kampen havde masser af drama.


Herning-juble og svanholmnedtrykthed. Kampen er forbi. Micahel Pedersen har grebet den sidste svanholmer

Hernings 189 blev præget af effektivitet mod de hurtige kastere og lidet overbevisende spil mod spinnerne. Troels Thøgersen (54) er den ideelle mand at have inde i starten, hvor han får de hurtige kastere og den tætte mark. Jacob Larsen bidrog med 33 og ekstra med 26. Herning havde for første gang i år Lars Hedegård med og havde vel håbet på lidt festfyrværkeri fra ham, men det blev der ikke noget ud af. Han er ikke fit efter sin operation, der var et resultat af den skade, der holdt ham ude af VM. Hans skulder er ikke i orden og han kan ikke stikke ind eller kaste.


Gad vide hvor Hernings Jacob Larsen har lært det stød. Sair Anjum kaster

Herning kom en lang vej nærmere sit første danske mesterskab, men skal stadig slå Svanholm hjemme, hvis brøndbyholdet ellers vinder resten. Med Hernings sejr forekommer Glostrups vej til en genvinden af sit DM samtidig meget tornefuld.

Esbjerg havde taget Henrik Øre med ude mod Nørrebro, men Øre var slet ikke i orden og det blev nærmest en hæmsko. Nørrebros bane var klippet imponerende flot – og vi skal give en cadeau til Kløvermarkens stab. Esbjerg med en Peer Jensen (57) i spidsen – trodsende alt hvad han havde af benbesvær – indledte med 201, men havde ikke kastningen til at true Nørrebro, der med andetholdsspilleren Rizwan islam (69) i spidsen passerede for tabet af 4 gærder.

Der var et par nye navne også på kastesiden. Esbjergs hjemmeproducerede Daniel Klitgård kastede nogle udmærkede overe (3/43), mens Sharoz Bhatti (3/54) kastede sine spinnere i tandem med faderen Shezad.

1. Division

I Kolding indledte Svanholm II med 251 (Bobby Malik 71) og havde 5 koldingensere ude i halvfemserne. Regnen kom første gang og i løbet af de 5 overe, der blev afviklet efter første regnvejrspause scorede Kolding omkring 50 points – og bragte sig foran i scoringskvotienten. Det blev til en halv times spil til sidst, hvor det meste sejlede, men da havde Kolding sat sig i førersædet og endte med at vinde med 3 gærder takket være Steffen Langholz (87)

KB II indledte med 115 i Ålborg, men kunne såmænd godt have vundet alligevel, hvis ikke holdet havde produceret 44 ekstra. Ålborg passerede for tabet af 7 gærder.

Elitedivisionen.

SvanholmHerning (0-2). Herning vandt med 3 points.
Herning 189 (Troels Thøgersen 54, Jacob Larsen 33, Scott O